Fortsæt til indhold

Børn skal høre om Gud og Jesus

Samfund
Arkiv

Erik Vibenholm Christensen fra Kragelund er blevet genvalgt til landsudvalget for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. Erik har i mange år arbejdet med kirke og børn og er blandt andet stærkt engageret i en sportssommmerlejr og Lyngsbo Sommerlejre ved Fredericia.
Erik Vibenholm Christensen er valgt som kasserer og medlem af forretningsudvalget i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der ønsker at inspirere til, at børn i Danmark skal høre om Gud.
“Alle børn i Danmark skal have muligheden for at høre om Gud og Jesus,” siger Erik Vibenholm Christensen om baggrunden for, at han genopstillede til landsudvalget.
Erik vil i landsudvalget arbejde for at sætte fokus på, at der kan oprettes flere børneklubber. Landsudvalget er den øverste myndighed i landsorganisationen, der har 330 klubber med 5.000 børn og juniorer over hele landet. Det oplyser Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i en pressemeddelelse.
Erik har masser af erfaring med arbejdet med kirke og børn. Han er tidligere medlem af DFS' kredsbestyrelse i Vejle og er engageret i DFS' sportssommerlejr JuniorSportsCamp, som han har været med til at starte op. Han har været juniorleder i Kragelund Juniorklub, leder på Lyngsbo sommerlejre ved Fredericia i 18 år, heraf de fem som lejrchef.
Erik arbejder i Hedensted Kommune ved Vej og Park, og har samtidig en entreprenørforretning, som drives i fritiden. Han er gift med Helle. De har tre børn sammen.