Fortsæt til indhold

Nyt bæredygtigt hus kan lånes af alle

Kompesterbart hus klar på Vilhelm Werners Plads

Samfund
Arkiv

Det er bygget af seks ton halm, ni ton ler og andre genbrugsmaterialer. Og den 30 april klippes snoren officielt til Huset på I. Vilhelm Werners Plads. Et hus til alle borgere i Odense, bygget af frivillige og bæredygtigt med et håb om en mere grøn fremtid.

Efter næsten et års knoklen, asen og masen af op mod 70 frivillige står Odenses første helt igennem bæredygtige og delvist komposterbare hus nu klar til at blive indviet. Det sker lørdag 30. april kl. 12.30, oplyser Odense Fødevarefællesskab i en pressemeddelelse.

”Vi er ufatteligt stolte og glade for Huset. Målet har været at inspirere alle i byen til at bygge bæredygtigt og med genbrug, og vi har oplevet en overvældende interesse for byggeriet i det år, vi har brugt på at skabe Huset her i hjertet af Odense”, siger Silas Eriksen, der er idémand til projektet og har fungeret som byggeleder sammen med Anders Michelsen på Huset, der er støttet af Fra Gade til By.

Byggeriet af Huset har været udbudt som workshops, men idéfolkene bag har også måttet lægge mange ekstra timer for at nå i mål med Huset, der blandt andet indeholder et anlæg til kompostvarme, drivhusfacade, græstag og lerklinede halmvægge.

Huset tilhører nu alle borgere i Odense og kan lånes kvit og frit. Det har allerede lagt hus til blandt andet foredrag, og generalforsamlingen i Odense Fødevarefælleskab, som projektet er udsprunget fra.

Placeringen på I. Vilhelm Werners Plads ved siden af Rådhuset i Odense er en midlertidig placering. Og til september viger Huset pladsen for nye byggerier i forbindelse med ombygningen af Thomas B. Thriges Gade. Huset er bygget, så det kan flyttes, og husbyggerne håber nu, at de kan skaffe de 150.000 kroner, det koster at flytte Huset.