Fortsæt til indhold

Træmand tilbage i Tilst: Nu er ’Simon’ boret godt fast i jorden

Træfiguren ’Simon Selvgjort’ har fået selskab af Anine og er genopført i Tilst. Nu skulle konstruktionen gerne holde

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

14-årige Anine Vissing Qvist fra Tilst har ikke bare sørget for, at den flere meter høje træfigur ’Simon Selvgjort’ er blevet genopført i Tilst, hun er også blevet en del af kunstværket.

Træfiguren, der første gang blev opført i oktober på foranledning af byggemarkedet Silvan og udført af kunstneren Thomas Dambo, blev smadret af stormen Gorm i november.

Dengang var figuren ved at lave sit ene ben færdigt. Og pausen har figuren brugt på at gå sig en tur, fortæller kunstneren bag, Thomas Dambo kryptisk.

»Vi fortæller videre på historien nu. Så Simon har bygget sig selv færdig, han har været ude at gå en tur og har nu fundet ud af, at han vil have sig en kæreste, så hende er han ved at bygge,« forklarer Thomas Dambo.

Titlen på skulpturen bliver nu ’Simon og Anine’.

»Vi opkalder altid vores værker efter nogle, der har været med til at bygge, og i det her tilfælde synes vi, at det var oplagt, at Anine skulle nævnes,« siger Thomas Dambo.

Samlet 75.000 kroner

Anine Vissing Qvist, der går i 8. klasse på Tilst Skole, har samlet 75.000 kroner ind til at genopføre træfiguren.

»Tilst er jo en lille by, som mange ikke kender så meget til. Nu sidder jeg også i ungebyrådet, og der har vi snakket meget om, at Aarhus jo skal være europæisk kulturhovedstad næste år, og det er fedt, hvis de små steder også bliver blandet ind i det. Her vil man for eksempel møde noget flot, hvis man kommer forbi Tilst,« siger Anine Vissing Qvist.

Hun har sammen med to klassekammerater holdt fri i uge 13 for at være med til at bygge skulpturen.

»Jeg har en lillesøster, der er et år gammel, og det bliver fedt engang at fortælle hende, at jeg var med til at genopføre den her figur,« siger den 14-årige initiativtager.

Skoleeleven lavede facebook-siden ’Vi vil have træmanden tilbage til Tilst’, som nu har over 1.400 følgere. Online og i byggemarkedet Silvan i Tilst har man kunnet donere penge til projektet.

»Det tog kun knap to dage at samle 75.000 kroner,« siger Anine Vissing Qvist.

Telefonreparatørfirmaet Helloo.dk har doneret 25.000 kroner, Silvan har doneret 30.000 kroner og resten er kommet fra andre lokale firmaer og private personer.

»Det er fedt at så mange lokale har støttet projektet. Og at private folk har givet op til 300 kroner via mobile pay,« siger Anine Vissing Qvist.

Anine Vissing Qvist i gang med at skille paller ad for at få brædder til den nye træskulptur ’Simon og Anine’.

Dybe huller er boret

Denne gang bliver træfiguren sømmet godt fast i jorden.

»Sidste gang var det ikke meningen, at figuren skulle blive stående særlig længe. En palleløfter skulle transportere den væk. Nu har vi boret pæle i jorden, som den står fast på, og vi håber, at skulpturen denne gang bliver stående længe,« siger Hektor Stokholm fra Thomas Dambos byggeteam, der mærker stor lokal opbakning til projektet.

»Der er mange, der klapper og dytter, når de kommer forbi og ser, at vi er i gang med at bygge igen. Vi er rigtig glade for, at folk værdsætter det,« siger Hektor Stokholm.

90-95 procent af konstruktionen er lavet af genbrugstræ.