Skejby Centret får nu et rigtig apotek
Apotekerloven muliggør, at Erik Meldgaard Andersen kan åbne sit tredje apotek og har nu i alt 24 ansatte
En ændring af apotekerloven 1. juli i 2015 har gjort det lettere at åbne apotek, og det har fået Erik Meldgaard Andersen til at omdanne Skejby Apotekudsalg til Skejby Apotek.
Udover navneforkortelsen er der også sket andre forandringer i apoteket, der ligger i Skejby Centret.
Forskellen er, at da der var apoteksudsalg, blev medicinen leveret fra Trøjborg apotek. Men nu er der mulighed for apoteket at have langt flere varer på lageret i Skejby, og derfor er der nu hurtigere adgang til receptmedicin for Skejby-borgerne, som har taget pænt imod de nye forhold.
”Det betyder, at der er mindre ventetid, da kunderne nu kan komme direkte fra lægen og få deres medicin med det samme,” forklarer Erik Meldgaard Andersen, som også peger på fordele med mindre transporttid for Skejby-borgerne.
Ejer tre apoteker
Apotekeren, som er bosat i Højbjerg, ejer i forvejen Sct. Lukas Apotek i midtbyen og Trøjborg Apotek i nordbyen.
Sct. Lukas Apotek har han ejet siden 2003, mens han overtog Trøjborg Apotek i december 2015, så der har været nok at se til det sidste halve års tid, for apoteket har fået udskiftet en stor del af inventaret.
Har 24 ansatte
Det bliver det samme velkendte personale, kunderne møder, men flere af i alt 24 ansatte skifter arbejdssted mellem de tre apoteker.
“Vi bliver mere fleksible ved sygdom og ferie og kan gå ind og dække hinanden, så det er rigtig godt,” siger Erik Meldgaard Andersen.
Han er tilfreds med at have apotek i et butikscenter, hvor der er 39 forskellige slags butikker.
“Jeg synes, Skejby Centret er et godt sted at være. Her er en bred vifte af forskellige forretninger og gode gratis parkeringsmuligheder,” siger apotekeren, som vil tage den med ro i forhold til at få flere apoteker på hånden.
“Det er ikke planen at åbne flere apoteker, men man skal aldrig sige aldrig, så jeg vil ikke udelukke det helt,” siger Erik Meldgaard Andersen med et efterfølgende smil.