Fortsæt til indhold

Uldkælderen åbner i morgen

Uldkælderen er navnet på Jytte Andreasens nye garnbutik lige ved Viby Torv

Samfund
Christina S. Johansen

Det er med at holde masken i Vibys nye forretning, som åbner 21. april. Der er dog ikke meget spøg og skæmt over butikken, men til gengæld bliver den fyldt til randen med garn, strikkepinde, hæklepinde og masser af hygge.
Det er Jytte Andreasen fra Hasselager, der springer ud som selvstændig med 'Uldkælderen - garn og gode sager', som ligger på Skanderborgvej 187.
“Det er lidt en drøm for mig. Jeg har jo strikket og hæklet, siden jeg var 16-17 år gammel,” fortæller den nyudklækkede butiksejer.

En hobby med job i

Det var et kursus via jobcentret, som for alvor fyrede op under Jytte Andreasens iværksætter-gnist.
Hun er ellers oprindeligt uddannet klinik-assistent og har de seneste mange år været dagplejer.
Men nu tager hun altså springet og gør sin hobby til sin levevej - og det har været en halvlang proces at nå hertil.
“Jeg har jo brugt tid på at undersøge markedet. Der ligger mange garnforretninger inde i byen, men der er ingen her i syd - jeg synes i hvert fald ikke, at der findes nogen butikker, som har den samme hygge, som Uldkælderen får, hvor der altid er plads til, at man kan sætte sig, drikke en kop te og strikke lidt,” forklarer hun.
Desuden skulle beliggenheden til den nye forretning være helt perfekt, og det tror hun på, at den gamle slagter på Skanderborgvej 187 er.
“Jeg har brugt et halvt år på at finde de helt rigtige lokaler, som er let tilgængeligt, eksempelvis med bus, har gode parkeringsforhold og en god synlighed. Jeg har kigget på lokalet her flere gange. Først kunne jeg slet ikke se ud over de hvide fliser, som var overalt, fra slagterens tid, men lidt efter lidt så jeg potentialet i det her sted,” fortsætter hun.

“Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg elsker at strikke, så jeg kan da kun komme til at elske at være her,” siger Jytte Andreasen foran den nye butik.

En stor mundfuld

Jytte Andreasen er lige ved at revne af slothed og begejstring over den forestående åbningsdag, men lægger ikke skjul på, at det har været en ordentlig mundfuld at starte op som selvstændig. Hun har dog ro i maven, selvom den seneste tid har været travl.
“Jeg bliver så tændt af at skulle bestemme selv og være herre i eget hus. Ind i mellem kommer der da lige en stemme inde i hovedet og siger: Går det nu? Men jeg har arbejdet så meget med det her, så selvfølgelig går det. Rom blev ikke bygget på én dag, og butikken skal bygges stille og roligt op,” siger hun.