Fortsæt til indhold

Det kan godt betale sig at leje og lege

I virksomheden, Lej & Leg, bliver man aldrig for gammel til at lege. Eller leje. Her er der styr på legesagerne og lejeaftalerne

Samfund
Jeppe Kristensen

Skudt ud af filosofien om deleøkonomi voksede idéen om at udleje Lego sig stor hos de to unge iværksættere, Mikkel Lex og Steffan Dall.
“Det hele startede med, at jeg havde nogle undervisningstimer på Handelshøjskolen i Aarhus omkring deleøkonomi. Det satte ligesom tankerne i gang,” siger Mikkel Lex på 22 år og fortsætter:
“Jeg sad derhjemme med mit gamle Lego sæt og tænkte, at man må da kunne overføre tankerne om deleøkonomi til Lego. Det blev så startskuddet til Lej & Leg.”
Konceptet har været i luften i halvandet år, og for et månedligt bidrag på mellem 99 og 149 kroner kan medlemmere vælge enten at lege med forskellige slags Lego eller Lego Duplo.

Storytelling til børn

Når kunderne bestiller produkter hos Lej & Leg, så leverer virksomheden varen direkte til hoveddøren iført en lidt anderledes mundering end den traditionelle udbringer.
“Når vi leverer et sæt, klæder vi os ud som Legomanden. Det er en betydelig del af konceptet. Og så er det her historien og oplevelsen starter for børnene og vores kunder,” fortæller Mikkel Lex, der suppleres af medejer Steffan Dall:
“Jeg tror virkelig på, at børnene leger en historie som rollespil. Det handler om, hvad de ser i fjernsynet, leger henne i skolen eller læser. På den måde bygger de videre på historierne. Og der er nogen af disse historier, som har nogle meget centrale figurer, som er i vores sortiment. På den måde kan børnene bygge videre og være kreative på karakterene. Tag for eksempel Star-Wars sættene eller Politi- og ambulancefigurene i Lego City. Altså, Jeg forstår godt, hvorfor børnene synes, at de er nice,” forklarer Steffan Dall.

Bygger videre på Aarhus

Selv om det legende koncept er forholdsvist nyt, så er det allerede rakt ud over Aarhus via omtale i medierne, så er fokusset rettet ind på at etablere sig i Smilets By.
“Vi har planer om, at vi på et tidspunkt skal starte op i København, men det ligger langt ude i fremtiden, fordi vores koncept går ud på, at vi skal cykle eller køre ud til vores kunder relativt hurtigt,” fortæller Mikkel Lex.
Netop derfor flyttede Lej & Leg også ind på nye lokaler, som ligger nær Harald Jensens Plads, hvor gutterne nemt kan komme ud til kunderne i hele Aarhus Kommune.