Her er Danmarks juvel - og det er ikke København!
"Flyt dig, København: I Danmark handler det hele om Aarhus."
Sådan indledes en artikel, som er skrevet af journalisten Nathan Heller fra New York Times' rejsemagasin 'Travel + Leisure'. Magasinet bliver årligt læst af 4,8 millioner mennesker.
Det skriver bt.dk.
Den amerikanske journalist kalder Aarhus for 'et sted med ungdommelig boheme og sentimental tilknytning til en svunden livsstil'.
Takket være byens kunstnere, iværksættere og innovative restauranter anbefaler han verdens turister at besøge Danmarks næststørste by, som han kalder en juvel, der er sikker, kreativ, god til at tale engelsk og stadig ukendt for mange, så man slipper for turisthorderne.
Du skal tage til Aarhus, hvis du har set hovedstæderne i Europa og stadig håber på, at der vil dukke en by op, du aldrig har hørt om. Som en uventet soulmate, der slår benene væk under dig, hedder det blandt andet i rejsemagasinet.