Fortsæt til indhold

Den nye dreng i klassen

Kvaliteten skal være i højsædet, når kunderne besøger Mikkeller

Samfund
Jeppe Kristensen

“Jeg synes, at man skal drikke en god øl hver dag i stedet for 20 lunkne om fredagen.”
Ordene kommer fra bestyreren af Mikkeller i Jægergårdsgade. Her driver Lukas Marmer Hohwü på 24 år et bud på et moderne værtshus, hvor luften er klar og frisk, og enhver tår af humle er unik på sin helt egen måde.
“Man kan ikke sammenligne os med nogle andre steder. Vi er en specialbar, og folk har taget rigtig godt imod os i Jægergårdsgade, hvor vi med vores unikke koncept passer rigtig godt ind i Aarhus' bedste handelsgade, Jægergårdsgade,” fortæller Lukas Marmer Hohwü, der for fem år siden flyttede til Aarhus fra Sønderjylland for at læse på universitetet.

Værd at rejse efter

Da Mikkeller åbnede i Jægergårdsgade for lidt over seks måneder siden, var det den første Mikkeller i Danmark uden for København.
“Det er en gade, som man kan gå på opdagelse i, og det passer perfekt med vores koncept om at servere øl, der er anderledes end den klassiske pilsner, som man kan få på de traditionelle “brune” værtshuse,” siger Lukas og tilføjer:
“Vi har selvfølgelig mange kunder, som bor i nærheden, men jeg oplever også, at der kommer besøgende længere vejs fra. Mikkeller er et stærkt brand, og det mærker jeg også her, fordi der er mange udenlandske gæster, men også gæster fra Aarhus nord, syd og vest. Det er generelt kvalitetsbevidste forbrugere, der tør stille nogle krav, som kan være i gaden i et andet ærinde, men som alligevel kigger ind og vil have en god smagsoplevelse.”

Lokalt forankret

Selv om der findes Mikkeller-barer flere steder i verden - lige fra San Diego, Bangkok til Island - så er det lokale aspekt gennemsyret i baren i Jægergårdsgade.
“Vi har valgt at opkalde husets øl efter gaden og Jægerhytten, som havde til huse her på adressen, inden vi kom. De horn, der er på øl-anlægget, er gevirer fra Jægerhytten, som vi valgte at beholde på, da vi overtog stedet. Det er vigtig, at vi er lokalt forankret, og det synes jeg også, at vi har formået at være. Der er mange, som kommer her og bruger det som deres sted,” fortæller Lukas, der også tilbyder øl til kunder brygget fra regionale og lokale bryghuse.
“Vi har netop holdt premiere på en øl, som kun bliver solgt i denne her Mikkeller, fra Ebeltoft, som vi også glæder os til at præsentere på markedsdag i Jægergårdsgade sammen med vores andre lækre øl,” fortæller Lukas.