Fortsæt til indhold

'Urealistisk dyrt at sanere Munkekroen'

Munkekroens dage som fredet bygning kan være talte - nu venter kommunen svar fra Slots- og Kulturstyrelsen

Samfund
Grethe Bo Madsen

Skanderborg Byråd vedtog onsdag 27. april at sende en ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen om at få ophævet fredningen af Munkekroen.
Det sker efter en uvildig byggesagkyndig, hvor Ole Hansen fra OH Rådgivning i en rapport har konkluderet, at kroen i Adelgade er saneringsmoden, og at det vil være forbundet med urealistisk store omkostninger at forbedre ejendommen så den igen fremtræder velholdt i sit oprindelige udseende.
Af rapporten fremgår det, at 90 procent af tagkonstruktionen skal udskiftes. Det samme gælder 75 procent af ydervæggene, samtlige døre og vinduer, alle loftskonstruktioner, 90 procent af skillevægskonstruktionerne og hele ejendommens gulvkonstruktion.
Munkekroens nuværende ejer, Finn Damgaard fra Damgaard Ejendomme, tog i marts hul på en oprydning i Munkekroen forud for et besøg fra Kulturstyrelsen, der til september skal foretage en bygningsarkæologisk undersøgelse.

Pilråddent træværk

Det var i forbindelse med det arbejde, det stod klart for ham, at kroen er i en væsentlig dårligere stand end forventet.
“Håndværkerne gik i marts i gang med at fjerne køkken og garage og rydde op inde i kroen, hvor alle de påsatte lag skal fjernes. de opdagede ret hurtigt, at det står dårligt til. Træværket er fuldstændig pil-råddent. Man kan smuldre det med fingrene,” fortæller han.
“Det har stået i fugt i henved 12-14 år. Det er slet og ret gået til. Vi har siden været i løbende dialog med kommunens planafdeling for at finde ud af, hvad vi nu skal gøre.”
Ifølge Finn Dangaard er et af problemerne, at bygningen ikke må isoleres, som man ville gøre det i dag med en ny bygning. Derfor bliver det meget omkostningstungt at varme kroen op, selvom det skulle lykkes at finde de han ved 7 millioner kroner, som det vurderes at ville koste.
“Hvad skal man så bruge den til? En gammeldags bygning der er dårligt isoleret. Kulturstyrelsen foreslår et værtshus, men helt ærligt, de værtshuse, der allerede er her, har svært nok ved at klare sig. Hvordan skulle det kunne løbe rundt, når vi samtidig skal forrente en dyr investering? Vi står med en dyr bygning og intet formål. det giver simpelthen ikke mening,” konstaterer han.

Finn Damgaard, Damgaard Ejendomme, var oprindeligt indstillet på at sætte Munkekroen i stand, så den kunne bruges som værested for unge med særlige behov. Den plan er skrinlagt, efter det nu står klart, i hvor dårlig stand kroen egentlig er. Foto: Erland Rasmussen

Fonde ryster på hovedet

Som det ser ud lige nu, har kommunens folk ikke kunnet hjælpe Damgaard Ejendomme med at finde fonde, der er villige til at kaste kroner i projektet.
“De ryster på hovedet og siger, at der er tusindvis af den slags fredede bygninger,” refererer han.
Bliver ansøgningen om at få ophævet fredingen afvist, har Finne Damgaard ikke umiddelbart en plan b.
“Vi har allerede brugt en halv million på at rydde op. Vi kommer ikke til at smide 7 millioner oven i til en bygning, ingen vil bruge på grund af den dårlige isolering.”
Planen var ellers, at Damgaard Ejendomme ville overdrage bygningen til Kommunen som et værested for unge med særlige behov.
“Kommunen har ikke penge til den varmeregning, så det ville da være noget af en hadegave,” konstaterer Finn Damgaard tørt.