Naturfagslærere får efteruddannelse
Støtte til efteruddannelse fra A. P. Møller fonden
Naturvidenskabernes Hus og Astra har modtaget 6,5 mio. kr. af A. P. Møller Fonden til et fireårigt projekt, der skal opkvalificere naturfagslærere i Norddjurs, Viborg og Herning Kommune samt syv andre kommuner. Pengene skal understøtte den proces, der i henhold til folkeskoleloven skal åbne skolerne op over for det omgivende samfund samt skabe mere tværfaglighed i fagene fysik/kemi, biologi og geografi via en ny fællesfaglig prøve.
Desuden skal lærerne nu også organisere sig i teams og undervise på en ny måde, der kræver mere tværfaglighed og det umiddelbart at kunne se meningen med læring og kende til virksomhedernes knowhow, produktion og specialistviden. For eksempel kan matematik eller fysik/kemi ligge til grund for at se, hvordan reservedele og udstødningsrør til biler bliver til.
Det er Naturvidenskabernes Hus, der leder projektet.
Norddjurs starter
Norddjurs Kommune har særligt fokus på innovation, herunder at udvikle samarbejdet mellem folkeskolens 7.-9. årgang, erhvervsliv og kommunen. Norddjurs Kommune bliver den kommune, hvor aktiviteterne i projektet starter.