En gang konfirmand – altid konfirmand

Igen i år har vi set dem – de flotte konfirmander. De har stået der i deres hvide kjoler og flotte tøj – drengene måske med slips! Øjnene har strålet af forventning og hænderne har været koldtsvedende af nervøsitet.
Men hvad er egentlig en konfirmation? Konfirmation betyder som bekendt bekræftelse. Der bliver ved konfirmationen sagt et ja – ligesom der også i dåben bliver sagt et ja. I dåben siger den, der bærer, på barnets vegne ja til at ville høre sammen med Gud. Dåben er et tegn på, at vi hører sammen med Gud, at vi er hans barn og fortsat vil være det. Men der lyder et ja mere, nemlig fra Gud. Gud bekræfter såvel i dåben som i konfirmationen, at vi hører uløseligt sammen. Vi er en enhed. Ligesom Jesus og Gud er en enhed.
Jeg og Faderen, vi er ét – siger Jesus, og i den sidste bøn, han beder inden sin død og opstandelse beder han om, at vi alle må være ét, og i dåben blev vi ét med ham. Konfirmationen er så én af de mange måder, vi har indrettet os på for at fortælle hinanden, at vi hører sammen med Gud. Det er det store JA fra Gud, som kirken har fået betroet at give videre til de unge mennesker.
Gudstjenesten er en anden måde, vi har indrettet os på. I enhver gudstjeneste lyder der også en bekræftelse fra Gud: Vi hører ham til, er ét med ham. Derfor er vi alle stadig konfirmander. Vi har brug for bekræftelse og får den således mange gange i vores liv. – Og bekræftelsen kan vi leve på hver dag og ligeså leve den ud på mange måder i vores omgang med vore medmennesker.