Fortsæt til indhold

’Mere intensitet, tak’

Hvis målet er at få sundere børn, skal der skrues op for intensiteten i skolernes daglige motion

Samfund
Henrik Gregersen

Hvis elevernes helbred for alvor skal have gavn af, at man siden folkeskolereformens indførelse har haft 45 minutters daglig motion på programmet, bør rundbold, gåture og Wii-tennis to-tre gange om ugen skiftes ud med høj-intensiv træning. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, Frederikssund-professor Peter Krustrup fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet står bag. Næsten 300 skoleelever fra Frederikssund og København har deltaget i forskningsprojektet, hvor trænere fra sportsklubber har været involveret i tre gange ugentligt at gennemføre træningspas i skoletiden: ”Og den vigtigste konklusion er, at knoglesundheden bliver styrket hos de 8-10-årige børn, hvis de dyrker enten boldspil på små arealer eller har cirkeltræning i stedet for den almindelige skolemotion. Resultaterne er markante og gælder både balance, styrke og knogletæthed,” siger Peter Krustrup til Lokalavisen.

Andre formål

Med folkeskolereformen er der afsat mere tid til motion i skolerne, og der er mulighed for at samarbejde med sportsklubber. I projektet har forskerne sammenlignet projektgrupper, der skulle bruge 3 gange 40 minutter ugentligt på enten boldspil eller såkaldt cirkeltræning, med elever, der har haft almindelig idræt og fysisk aktivitet efter skolereformen – eksempelvis rundbold, gåture, og rundt-om-bordet-bordtennis. ”De skoler, der har haft blandede aktiviteter, har typisk valgt aktiviteter med lav eller moderat intensitet. Og resultaterne viser, at hvis man for alvor vil have en sundhedsmæssig effekt, så bør man to eller tre gange om ugen gå efter en høj-intensiv indsats,” siger Peter Krustrup. Det er dog ikke ensbetydende med, at de mere afslappede fysiske aktiviteter bør droppes: ”De fysiske aktiviteter har jo mange formål; læring, inklusion, trivsel, bredspektret motorisk udvikling – og så også træning og sundhed. Men med 45 minutters motion dagligt i skoletiden bør det også være muligt at afsætte to eller tre af gangene til høj-intensiv træning,” siger Peter Krustrup. ”Vi har tidligere undersøgt, om intensiteten påvirker hjertesundheden hos eleverne. Det gør det. Og nu kan vi så også konkludere, at det styrker knoglesundheden.” For få uger siden stod Center for Holdspil og Sundhed bag et forskningsprojekt, der også viste, at boldspil styrker trivslen i klasserne.

Eleverne på Ådalens Skole Nord i Frederikssund har fintet og skudt på mål tre gange om ugen i et år. Det har løftet deres sundhed markant i forhold til elever, der “bare” dyrkede almindelig skole-motion.