Fortsæt til indhold

Aarhus Ø bliver til en ø

Aarhus Kommune har sat en kæmpe boremaskine til at fjerne gammelt kystværn, så kanaler kan etableres på havnen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Det larmer på havnen i øjeblikket. En sværvægter af en stenknuser er i gang med at fjerne gammelt kystværn og andre forhindringer i jorden.
Arbejdet skal sikre, at kommunen overholder tidsplanen med etableringen af den såkaldte Rekreative Forbindelse Nord og en forlængelse af Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø.
En del af den rekreative forbindelse er nemlig, at strækningen markerer den oprindelige kystlinje, og her bliver der flere steder bygget kanaler, som løber parallelt med gang- og cykelstier.
Det gælder for eksempel fra Navitas til Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen.
Helle Svantemann, der er teamleder i Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune forklarer:
“Den store boremaskine er lige nu i gang, der hvor vi regner med, at kystværnet har været. Den fjerner alle store sten og andet, der kan forsinke processen. Vi vil jo gerne sikre, at vi kan få spunsjern ned i jorden, så vi kan få lavet kanaler og gjort Aarhus Ø til en ø,” siger hun.
Spuns er en valset jernplade, der holder jorden tilbage og vandet væk, så kanalen bevarer sin form.
Teamlederen forventer, at arbejdet med stenknuserne fortsætter en uges tid endnu.
“Jeg var dernede forbi i går (i sidste uge, red.), og det støjer og ryster, men det er ikke så galt, som vi havde frygtet. Men man kan godt høre det,” siger Helle Svantemann.
Kystværnet består af store sten på helt op til en meter i diameter.
Helle Svantemann forklarer, at næste etape i etableringen af den rekreative forbindelse også vil larme.
“Det vil man også kunne høre, men forhåbentlig ikke så meget. Nu skulle vi jo gerne først have fjernet alle de store forhindringer i jorden,” siger hun.

Håber på forståelse

Kommunen vil løbende informere om arbejdet på havnen, der foregår på hverdage fra kl. 7 til 18, via deres hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig et nyhedsbrev specifikt henvendt til enten bilister, cyklister eller gående.
“Vi håber på folks forståelse. Det skal være lidt skidt, før det bliver godt,” siger Helle Svantemann.
Der skal også graves kystværn op, i forbindelse med arbejdet på Bernhardt Jensens Boulevard. Denne del af det gamle kystværn skal være væk i midten af april.