Da skinkekutteren lettede anker...
’Rekreativ forbindelse Nord’ tvinger Havnens Perle til at flytte til en ny adresse - 150 meter væk fra den gamle
“Himlen græder, fordi de flytter Perlen,” siger Peter Lerdrup med et grin.
Han er indehaver af Havnens Perle, som får ny adresse 150 meter fra den gamle, og hvis himler faktisk græder, skulle man overveje, om ikke der skulle noget psykofarmaka til, for vejret er decideret uacceptabelt.
Byens fremmeste skinkekutter* må vige pladsen for den nye 'Rekreativ forbindelse Nord', som byens nye promenade hedder på embedsmandsk.
“Det er da lidt en underlig fornemmelse at måtte flytte, når vi nu lige har slået rod,” siger Peter Lerdrup mens Perlen løftes op på en sættevogn - med alt inventar stadig på plads indeni.
“Men vi glæder os til at åbne på den nye placering. Og vi glæder os til at tage imod den nye kundetype, som kommer til kvarteret,” tilføjer han.
Havnens Perle, som hedder således på grund af, at mængden af pølsebakker og affald foran den oprindelige pølsevogn henledte tankerne på Pearl Harbour, flytter til Sverigesgade 6.
Sikret fem år frem
Grillbaren får en prominent placering ud til den nye Bernhard Jensens Boulevard og får plads til mere udeservering.
Også menukortet får en lille opdatering med flytningen.
“Vi overvejer i øjeblikket at få nogle flere danske retter på menuen. Vi er jo en dansk diner og har i forvejen en masse danske retter som biksemad og hakkedrenge. Vi vil gerne servere flere tallerkenretter som karbonader, wienerschnitzler og stjerneskud,” fortæller Peter Lerdrup.
Man skal dog ikke frygte, at de halve ørne med brædder*, nissearmene*, flæskekæppene* og Jens Okkingerne i slåbrok* må vige pladsen.
De langskæggede gastromister får heldigvis ikke frit spil til at putte rødbeder og karse i hotdogs og ville diskutere konsistensen af brioche, hver gang snakken falder på burgere.
Perlen holder fortsat friturefanen højt.
“Vi vil ikke væk fra, hvor vi kommer, og jeg betragter stadig mig selv som pølsemand. Kvaliteten skal være høj, men det bliver ikke gourmetmad. Det bliver aarhusianernes hverdagsrestaurant, og derfor kalder vi os også en diner. Det er vigtigt, at vi får holdt fast i historien og rødderne som grillbar,” fortæller flæskekaptajnen*.
En vigtig del af havnen
Det er usikkert, hvad der kommer til at ske, når kontrakten udløber i 2021, men Peter Lerdrup håber på en ny placering i den nordlige del af havnen.
“Vi fejrer 60 års fødselsdag i 2022, og vi håber, at vi holder fødselsdagen på en ny lokation i den nordlige havneende. Jeg ved godt, at bydelen udvikler sig, men man smider jo ikke en 60-årig på gaden,” siger han og fortsætter:
“Vi er en del af områdets historie, og vi har en bred, folkelig appel. Der kommer folk i slips, unge med tømmermænd, arbejdsfolk og alle mulige typer forbi. Vi er en vigtig del af havnen.”
Pølseparlør:
Skinkekutter: Pølsevogn.
Halv ørn med brædder: Grillkylling med pommes frites.
Nissearm: Rød pølse.
Flæskekæp: Ristet pølse.
Jens Okking i slåbrok: Frankfurter i svøb.
Flæskekaptajn: Pølsemand.