Så rankede vi ryggen
Spaniens abdicerede konge Juan Carlos var forbi til frokost på Rungsted Havn
Rungsted Havn fik søndag et lige så uventet som fornemt besøg: Den spanske kong Juan Carlos kom forbi til en frokost i Club Riva. Det oplyser ejeren, Philip Lundsgaard.
"Vi er vant til at have kendte gæster på Riva, men en konge, det er første gang, og det er noget vi vil huske. Og ja, vi rankede ryggen en ekstra gang for kongen", fortæller Philip Lundsgaard til Ugebladet.
Kong Juan Carlos, der blev indsat som konge af Spanien i 1975 og i 2014 overlod tronen til sønnen Felipe, havde været til fødselsdag hos den svenske konge Carl Gustav, der fyldte 70 år.
Juan Carlos var på besøg hos venner i Nordsjælland, som inkluderede en sejltur på sundet og efterfølgende frokost og kaffe på Club Diva i Rungsted Havn.
Ifølge Philip Lundsgaard mødte han her blandt andet Dan Rachlin, der bor i Rungsted, og den tidligere Aqua-sanger René Dif. Og det viste sig, at Juan Carlos ganske udmærket kendte til Aquas musik.