Nu skal de hænge overfor Kørner
Katja Sømod og Nikolaj Nerhus fra Skanderborg Gymnasium vandt landsdækkende kunstkonkurrence
Den ledige plads på væggen i mødesalen hos undervisningsminister Ellen Trane Nørby - den lige overfor et maleri af John Kørner - bliver nu optaget af et billede malet af to elever fra Skanderborg Gymnasium.
Katja Sømod og Nikolaj Nerhus Jacobsen fra 1. g vandt nemlig den landsdækkende billedkunstkonkurrence, 'Hvem vil hænge overfor Kørner', som minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby udskrev i januar blandt billedkunstelever på landets gymnasier og hf.
Og sejren er særlig sød, da over 120 værker blev indsendt til konkurrencen. 12 af værkerne indgår i den Frie Udstilling, som havde fernisering mandag 2. maj.
“12 unge kunstnere var blevet udvalgt til ferniseringen, hvor vinderen af konkurrencen skulle afsløres, og heriblandt var fem billeder indsendt af Skanderborg Gymnasiums elever. Det er i sig selv meget flot, så da det til ferniseringen oven i købet blev afsløret, at der var to vindere og de begge var fra Skanderborg Gymnasium var glæden stor,” fortæller Heidi Lauritzen fra Skanderborg Gymnasium i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Katja og Nikolajs malerier er nu klar til at komme op på væggen i ministerens mødesal på to tomme pladser over for Kørners maleri.
”Kunsten er et ganske særligt sprog. En mulighed for at udtrykke sig højlydt og i en meget personlig stil. Det, synes jeg, begge disse malerier er et udtryk for. Der er leget med symbolerne, og eleverne viser, at de tør noget ved at male disse værker,” sagde John Kørner ved ferniseringen om Katjas og Nikolajs malerier.
Begge vindere fik overrakt en check på 5.000 kroner og kan se frem til, at deres værker bliver vist frem i mødesalen det næste år.
Ellen Trane Nørby gav også de to værker et par ord med på vejen:
“Dommerpanelet har udpeget to dygtige vindere. Begge billeder vækker tilskuerens nysgerrighed og får en til at overveje, hvad der egentlig er på spil. Jeg glæder mig meget til, at værkerne dagligt skal minde mine gæster om, hvor talentfulde og udtryksfulde eleverne på de gymnasiale uddannelser er i Danmark.” sagde ministeren.
Hun overvejer nu, om konkurrencen blandt landets billedkunstelever skal være en tilbagevendende begivenhed.
Dommerpanelet bestod foruden John Kørner af kunstnerne Mie Olise og Kathrine Ærtebjerg samt billedkunstlærer Bonnie Bay Andersen.