Lutter lovord til ny stationcar
Den kører glimrende, man sidder tæt ved perfekt, forbruget er i bund og pladsen i top. Opel har netop lanceret Årets Bil som stationcar
PLETSKUD Årets Bil både i Danmark og internationalt er Opel Astra, lanceret som hatchback i 2015.
Nu er den tyske bil i golfklassen klar som stationcar med navnet Astra Sports Tourer. Merprisen for det praktiske antræk er 12.000 kroner i forhold til Astra med fem døre og 17.000 kroner på versioner med elektrisk bagklap og håndfri betjening.
Prisen for Opel Astra Sports Tourer begynder herefter ved 208.000 kroner for 1,0T Essentia og 232.000 kroner for Astra Enjoy med samme motor, men bedre udstyrsniveau.
Det er smart
Elektrisk betjent bagklap med håndfri betjening og nøglefri start er standardudstyr på Astra Sports Tourer Innovation og kan tilkøbes til Dynamic-versioner for 8.000 kroner.
ed denne funktion kan den elektriske åbning af bagklappen aktiveres ved at holde foden inde under den bagerste kofanger, så man slipper for at bruge hænderne. Det er smart. Især fordi det nu også virker, når bagklappen skal lukke igen.
Den nye generation Sports Tourer er kun en anelse større end forgængerne, men alligevel er der betydelig bedre plads i kabinen. Hvor man især ønsker plads i en stationcar er i bagagerummet. Opel har udhulet den nye Sports Tourer bedre end forgængeren, så der er nu er 540 liter kapacitet bag sæderne.
Ligesom det er tilfældet med den 5-dørs Astra, er den nye Sports Tourer baseret på en komplet ny arkitektur med brug af højstyrkestål og kompakte designløsninger. Derfor nyder stationcar-udgaven også godt af et betydeligt vægttab i forhold til sin forgænger. Helt op til 190 kilo er bilen blevet lettet.
Basisversionen af Astra Sports Tourer vejer kun 1.188 kg uden fører til gavn for forbrug, komfort, køreegenskaber og omkostninger. Den lave vægt er med til at holde brændstofforbruget i skak, men er også en væsentlig årsag til, at det nu er sjovere at dreje på rattet i en Opel Astra.
Både på by-, lande- og motorveje reagerer Astra lækkert på styreinput. Forende føles ”til stede” og input fra rattet glider hurtigt og let ned i forhjulene, der bider solidt fast i asfalten. Jeg kan ikke mindes at have kørt en bedre Opel nogensinde.
Konklusionen er let. Med Astra er det for alvor slut med dårlige jokes om cerutrygende pensionister på parkeringspladsen foran det lokale ældrecenter. Slut med hæklede trafikpuder i bagruden. Den nye Astra er beviset på at Opel for alvor rykker ind i en ny liga som et komplet og reelt alternativ til konkurrenterne, og det burde med rette lokke mange nye kunder til.
Leasingbil under 3.000 kr.
Den billigste Astra til privatleasing er en 1,0T med 105 hk eller 1,6 CDTI med 110 hk, der i Enjoy-version begge kan privatleases for 2.695 kroner pr. måned og 100 kroner ekstra pr. måned som stationcar. I begge tilfælde med en førstegangsydelse på 4.995 kroner.
Astra 1,4 T med samme udstyr koster med samme førstegangsydelse 2.995 kroner pr. måned som 5-dørs og 100 kroner ekstra som Sports Tourer.