Fortsæt til indhold

Ældre delte et måltid mod ensomhed

Seniorudvalget i Kolding afholdte et arrangement, hvor de ældre kunne nyde både selskab, mad og fællessang.

Samfund
Af Emma Biørn Fish

Tre hvide langborde blev fyldt med ældre, unge - tarteletter og andre lækkerier - da Seniorudvalget i sidste uge afholdte et spis-sammen arrangement, hvor kommunens ældre var inviteret til at nyde en tre-retters menu sammen, alt imens 4. klasse fra Munkevængets Skole underholdte med sang og fællessang.

Arrangementet blev afholdt i forbindelse med den nationale begivenhed 'Danmark Spiser Sammen', som Folkebevægelsen mod Ensomhed står bag. Et arrangement, hvor et fælles måltid styrker fællesskabet og danne nye venskaber.
Det var netop i kampen mod ensomhed, at Kolding kommunes Seniorudvalget inviterede til gratis mad og samvær i Rød Stue på Nicolai Plads.

”I Kolding Kommune har vi nogle helt enestående aktivitetskonsulenter, som virkelig har hjertet med i deres arbejde. De gør så meget for at skabe livskvalitet og livsglæde for andre mennesker. De står blandt rigtig meget andet bag det projekt vi kalder ”Det fælles skub”, som går ud på at hjælpe ensomme mennesker ud blandt andre og i gang med aktiviteter. Det er også dem der har arrangeret denne hyggelige eftermiddag, som vi er så heldige at skulle tilbringe sammen,” fortalte Søren Rasmussen, Formand for Seniorudvalget, i sin velkomsttale
.
Han lagde i sin tale stor vægt på, at netop kampen mod ældres ensomhed er et vigtigt emne for Seniorudvalget.

“I Seniorudvalget er vi meget optaget af at nedbryde ensomhed og skabe muligheder for samvær. Det er der mange initiativer, som skal hjælpe til med, og der er rigtigt mange aktiviteter at deltage i.”

Børnesang og sød musik

Dagens underholdning bød på musik fra Munkevængets skole, hvorfra en 4. klasse mødte op for at fremvise de musikalske talenter. Derudover spiste de sammen med de ældre, hvilket skabte snak på tværs af aldersgrupper.

“Det giver jo en rigtig god energi for de ældre at have børnene omkring sig. Det er ikke alle de ældre, der har kontakt med børn i det daglige, og de hygger sig virkeligt sammen. Børn er meget livsbekræftende,” sagde Else S. Pedersen, en af aktivitetskonsulenterne bag arrangementet.

Også børnene fra Munkevængets skole, som i dagens anledning optrådte med flere sange og sang for i fællessangen, nød godt af dagens arrangement.

“Børnene er rigtigt glade for at kunne vise alt det, de kan. Og så snakker de rigtigt godt med de ældre,” fortalte Kersten Otzen, musiklærer fra Munkevængets Skole.

Også Søren Rasmussen fra Seniorudvalget var godt tilfreds med dagens arrangement.

“Det planen at vi næste år vil lave flere arrangementer som dette, og gerne flere steder i Kommunen. Så vi får sat fokus på ensomheden og det vi sammen kan gøre for nedbryde den og erstatte den med fælleskab og samvær, der giver livsglæde og livskvalitet,” sluttede han.