Fortsæt til indhold

Innovation firedoblede omsætningen

Berendsens afdeling i Karlslunde har gennem nytænkning og innovation oplevet en firedobling af omsætningen i løbet af seks år. De 90 medarbejdere forsyner alle typer virksomheder i hele Norden med renvaskede bomuldshåndklæder.

Samfund
Arkiv

INNOVATION Tekstilservicevirksomheden Berendsen har for nyligt haft besøg af Greves borgmester Pernille Beckmann og erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed på den lokale adresse i Karlslunde.
Her fik de en rundvisning i varelageret og produktionsanlægget, hvor de hvide bomuldshåndklæder vaskes, tørres og stryges for bagefter at blive pakket og kørt ud til kunderne i lastbiler.
Berendsen, der er en gammel, dansk virksomhed fra det 19. århundrede, har gennem årene specialiseret sig i at levere hygiejneprodukter til toiletmiljøer, herunder håndaftørring, toiletpapir, sæbe og hånddesinfektion samt dufte og affaldshåndtering.
- Vi har en sund forretning og har ikke mærket meget til krisen, fordi vi lykkes med at differentiere os fra konkurrenterne gennem nye IT- og sensorteknologier, og så agerer vi i en stabil branche med langvarige kundeforhold.
Derudover fokuserer vi på at have et rentabelt produktionsflow. Endelig har et relativt nyt samarbejde med ISS løftet vores forretningsområde her i afdelingen, fortæller afdelingschef Lars Dich-Johansen og tilføjer, at det specielt er blandt kunderne i hotel- og restaurationsbranchen og inden for arbejdsbeklædning, at krisen har kradset.

Lysguidende toiletsystem skal sikre god håndhygiejne

Under besøget fik Pernille Beckmann og Tina Charlotte Koeffoed fremvist og afprøvet et nyt lysguidende toilet, der skal sikre god håndhygiejne gennem et såkaldt nudging-princip.
Den tekniske løsning kaldes for et Light Guide system. Via lysglimt på forskellige hygiejneprodukter huskes toiletbrugeren på at holde hænderne rene i forbindelse med toiletbesøget, herunder vaske hænder med sæbe samt tørre og desinficerede dem. Systemet er begyndt at komme ud på markedet i sommeren 2015.
- Med det lysguidende toilet vil vi sikre, at hænderne holdes rene og er fri for fx virus og bakterier, kemiske stoffer og andet almindeligt snavs, da en ordentlig afvaskning af hænderne efter et toiletbesøg er en af de vigtigste måder at bryde smitteveje på i hjemmet, i daginstitutioner, på sygehuset og på andre arbejdspladser, fortæller Lars Dich-Johansen og fortsætter:
- Vi kan via et IT-system måle på, om sæben og spritten bruges. Vores erfaring indtil nu er, at det lysguidende toilet øger bevidstheden om, at en god håndhygiejne kan nedbringe sygefraværet ved at forhindre, at infektioner spredes.
Berendsen har lige nu 100 sæt af det nye Light Guide system ude at virke hos ti kunder fordelt i Danmark, bl.a. hos kunder indenfor medico- og hospitalsbranche.
På virksomhedsbesøget tilbød Berendsen, at Greve Kommune kan få lov at teste nogle af de nye smarte hygiejnesystemer fx på plejehjem og skoler.
- Vi skal til at bygge nyt plejehjem her i Greve Kommune, hvor det vil være oplagt at stille op og teste. Desuden har vi generelt udfordringer med håndhygiejnen på mange af vores institutioner, så jeg er meget positiv over for idéen med at prøve det af, udtalte Pernille Beckmann på mødet.
sl