Fortsæt til indhold

"Vi skal redde vores by"

Handelsforening efterlyser nye veje til at beholde medlemmerne

Samfund
Af Jannie Fjordside

”Vi ved, hvorfor vi er her. Vi skal redde vores by, på den ene eller anden måde.”
Med så drastiske ord blev mødet åbnet, da repræsentanter fra Fredensborg bys handels- og erhvervsliv forleden satte sig sammen for at drøfte deres fælles fremtid.
Ud af cirka 33 potentielle medlemmer, er antallet af betalende medlemmer af Fredensborg By Handel – en undergren af byens gamle handels- og håndværkerforening – nede på 18. Det fik den for nyligt tiltrådte formand, Aage Andersen, til at invitere alle – medlemmer såvel som mulige medlemmer – til statusmøde.

Kan traditioner fortsætte?

Målet for hver enkelt handelsdrivende var let nok at blive enige om: At tjene penge og bevare sin forretning. Men mødet handlede også om at bevare en levende by, hvor aktiviteter som slotsmarked, børnekræmmermarked og julefejring har været årlige pejlemærker, der har samlet byens borgere og trukket handel ned i gågaden. Fredensborg By Handel står bag arrangementerne, men med det faldende medlemstal, er foreningen og dens arrangementer under stort pres.
Vejen til at læse udfordringen lå imidlertid ikke så lige for som udfordringen selv; på den ene side blev der drøftet kontingentnedsættelser, hos andre var fællesskabsfølelsen mellem de erhvervsdrivende afgørende for, om de fortsat ønsker at være medlem eller ej. Desuden appellerede en af mødets deltagere til, at foreningen engagerer sig omkring et fælles projekt, man ønsker i forbindelse med den byudvikling, der er lagt op til af byrådet i forbindelse med 'Fremtidens Fredensborg'.
Nu skal trådene samles af foreningens bestyrelse – og sys sammen til bud på løsninger, der kan vinde større fælles opbakning blandt byens erhvervsdrivende.