Fortsæt til indhold

Claus Hjort tog imod grønne anbefalinger fra nordsjællændere

Frederikssund-borgmester til møde med finansministeren. Målet er grøn vækst på boligområdet

Samfund
Arkiv

Finansminister Claus Hjort Frederiksen tog imod anbefalinger for bæredygtigt byggeri, som flere nordsjællandske borgmestre, virksomheder og folketingsmedlemmer, der er valgt i Nordsjælland har stået for.
Anbefalingerne handler først og fremmest om, hvordan man kan sikre at både nybyggeri og renoveringer bliver grønnere og samtidig skaber flere jobs. For eksempel ved at hjælpe boligejerne med at energirenovere deres hjem, sikre at almenboliger bliver renoveret så godt som muligt til prisen, og at kommunerne i Nordsjælland er bedre til at vurdere, hvornår ejendomme bør rives ned.
”Der er tit lidt mere fokus på klimavenligt byggeri end klimarenovering”, forklarede Martin Lidegaard (RV), der er initiativtager til projektet og understregede, at særligt boligejerne er i fokus.
”Netværkets arbejde er også et forsøg på at se renovering fra den enkelte husejers side og få dem til at tænke mere i boligrenovering”, sagde den radikale politiker, mens politisk ordfører Mette Abildgaard fra De Konservative bakkede op:
”Vores tre anbefalinger er resultatet af et tæt samarbejde mellem nordsjællandske folketingsmedlemmer, borgmestre og virksomheder, og det glæder mig at vi alle har fokus på den grønne energirenovering. Dels er det helt nødvendigt af hensyn til klimaet, men der er også grobund for mange nye lokale arbejdspladser”.
Claus Hjort kvitterede med at sige tak for anbefalingerne fra kommuner og politikere, og var overvejende enig i, at husejere skulle have en håndsrækning.
”Det kan være svært den enkelte husejer at se den økonomiske gevinst ved renoveringer, og det skal vi gerne gøre opmærksom på”, sagde han og understregede, at han foretrak at se på den lovgivning, der allerede findes.
”Jeg er åben overfor at se på jeres anbefalinger, og det er vigtige temaer i tager op. Men jeg vil gerne se på, hvad vi kan gøre med de eksisterende regler, frem for at implementere nogle nye”, sagde finansministeren.
Mere direkte var støtten fra en af de virksomheder, der har arbejdet med på anbefalingerne. Nemlig Hørsholm-virksomheden VELUX Danmark med direktør Mick Schou Rasmussen.
”For det første synes vi, det er vigtigt at sætte fokus på renovering, når 90 procent af de bygninger vi bygger i dag vil stå her i 2050 – alene derfor er det vigtigt at vi bygger miljørigtigt”, sagde han og fortsatte:
”Det gode ved klimarenovering er, at det også skaber job. Ikke kun I Nordsjælland, men også nationalt”.
Netværket for Bæredygtigt Byggeri består af blandt andet Nick Hækkerup (S) og borgmestre fra Allerød, Frederikssund, Fredensborg, Furesø, Gribskov, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal samt, lokale erhvervsdrivende. Deres arbejde fortsætter på den anden side af sommerferien.