Bygningschefen fra Fajstrup fylder 50
Tæt på Lading sø har bygningschefen og arkitekten i Den Gamle By, Niels W. Meyer, tegnet og bygget et nyt stuehus med bl.a. en meget spændende stråtækning af både tag og facade. På ejendommen holder han både heste, får og bier. Han bor sammen med sin kone i Fajstrup ved Lading Sø.
Sammen med deres to voksne sønner, kan de fejre hans 50 års fødselsdag 13. maj.
Han begyndte 1. august 2000 som museumsinspektør med ansvar for bygninger og bygningshistoriske samlinger i Den Gamle By.
I 2006 blev han udnævnt som bygningschef.
Han leder tegnestuen, der tager sig af restaurering, ombygninger og nu ikke mindst projektering af de nye bygninger i museets bydele fra 1927 og 1974. Han har desuden spillet en vigtig rolle ved udviklingen af metoder, så museet kan flytte hele sektioner af huse, hvor mest muligt af det oprindelige hus og sporene i det er bevaret.
Da Niels W. Meyer blev ansat i Den Gamle By, kom han lige fra Arkitektskolen med en tømreruddannelse i bagagen. Det har haft stor betydning for de mange projekters gennemførelse, at han taler samme sprog som museets mange håndværkere.
De første store opgaver var opførelsen af Eilschous Boliger fra Odense og Møntmestergården fra København. Desuden har Niels W. Meyer også været engageret i et væld af udstillinger i Den Gamle By.
Et særligt præg har han sat på Kunstkammeret med sølv, ure og fajance. Her stod han også bag det meget roste udstillingsdesign.
Han er ikke bleg for at trække i arbejdstøjet, når det kniber at nå de sidste detaljer inden en åbning. Hans sikre håndelag kommer museet til gode i mange situationer for eksempel, når han griber øksen og hugger et spåntag til et af museets bygninger.
Lige nu er det den underjordiske, permanente udstilling, Aarhus Fortæller, der optager arkitektens og bygningschefens opmærksomhed.
Under genopførelsen af “Politikens Pavillon” fra landsudstillingen i Aarhus i 1909 gav Niels W. Meyer udtryk for en særlig arbejdsglæde. Bygningen er nemlig tegnet af Anton Rosen - et af Niels' erklærede forbilleder. Anton Rosen var landsudstillingens hovedarkitekt.