Der er altid ’Gang’ i sydbyens skove

Allerede efter få meters gang i Havreballe Skov stopper han op.
“Se nu den mangestammede lind dér (venstre billede, red.). Den har Aksel Edward Skjødt-Pedersen kørt herud på en trillebør. Den stammer fra den oprindelige hovedallé ind til Marselisborg Hovedgård,” fortæller han og fortsætter:
“Da jeg i sin tid læste til biolog, var jeg, som en slags mesterlære, på ture hver lørdag med Aksel Edward Skjødt-Pedersen. Vi gjorde iagtagelser i skoven, og han inspirerede mig til at begynde at indsamle naturhistorier,” fortæller naturvejleder Torben Gang Rasmussen, som dengang fungerede som assistent for Aksel Edward Skjødt-Pedersen, lærer på Marselisborg Gymnasium og skaber af naturstien i Havreballe Skov.
Siden uddannelsen til biolog har Torben Gang Rasmussen været højskolelærer med naturen som fag, og han har været naturvejleder i Fyns Amt. Kort sagt har han hele sit faglige liv levet af at fortælle om udelivet.
Og selvom han i dag er efterlønner, fortsætter han. Faktisk formidler han stadig stort set hver dag om natur, eksempelvis til foredrag eller til de ugentlige gåture, som han selv arrangerer og holder - omtalerne af disse har du, kære læser, måske lagt mærke til her i avisen?

Historierne skal fortælles

Han er født og opvokset i den sydlige del af Aarhus og bor i dag i Ajstrup. Han kender skovene i det sydlige Aarhus som sin egen bukselomme og kan slet ikke lade være med at dele ud af sine historier om stedet.
Men hvorfor gider du blive ved at fortælle på frivillig basis?
“Det er vigtigt at få historierne ud. Hvad er en historie hvis ikke, den bliver fortalt? Det handler i høj grad også om dannelse. Når man får en viden om historierne i skoven, så får man også en anden respekt for den - og det er en form for dannelse. Den måde, man behandler skoven på, forandrer sig.”
Kan man sige, at det her er dit kald?
“Ja, det må du godt kalde det,” lyder det fra natur-formidleren, før han igen stopper op på vandreturen og peger ned i skovbunden:
“Se her! Her er et lille område med liden lærkespore, De har stået her i mere end 50 år og har aldrig spredt sig i omkreds.”
Der er fascination og beundring i stemmen, når han fortæller.
Gåturen fortsætter små 20 meter op over en lille forhøjning.
“Det dige, vi lige gik over, går hele vejen rundt. Her har tidligere ligget en gammel planteskole. Her har også været en feltlejr for tyskerne engang, og derinde er et træ med en trisse i, som træet er vokset rundt om. Tyskerne brugte den sikkert som tøjsnor,” fortæller han, mens han spejder gennem stammerne.

Naturen er et kunstværk

Han er næsten ikke til at stoppe, når først han kommer i gang - det føles som om, at han har historier om hver en sten, fugl og vandløb i skoven.
Men hvad er det, der gør naturen så fed?
“Det er jo som at gå rundt i et stort kunstværk - et museum, som ikke er skabt at mennesker. Der er vinden i ansigtet, motionen, dyrelivet og plantelivet. At se anemonerne springe ud,” siger han og kigger på det grønne tæppe, som omkranser vores fødder.
“Der er en ubekymrethed ved at gå her i skoven,” fortsætter han.
Han siger selv, at han som højskolelærer fik en åndelig dimension lagt oveni de videnskabelige, biologiske facts:
“At kunne se skønheden i naturen, hvad enten der er regn eller sol. Se nu lige det her naturmonument. Denne elm var det største træ i skoven i 1974, men så fik det elmesyge og døde. Det er da drama! Jeg tror godt, at folk kan lide, når der kommer liv og død ind i fortællingerne.”