Ældres husleje skal granskes
Sagen vil blive behandlet på næste økonomiudvalgsmøde, siger Steen Christiansen
Den kritik Enhedslisten har rejst af huslejepriserne i det nye plejecenter, fører nu til at kommunen vil undersøge sagen til bunds.
Det siger borgmester Steen Christiansen (Soc.).
"Nu må vi diskutere det her i Økonomiudvalget på det det næste møde. Der er nogle ting jeg har bedt om svar på."
Steen Christiansen medgiver, at Enhedslisten har nogle pointer:
"Det virker påfaldende, at førtidspensionister stiger mere i husleje end det der er først udmeldt. Det er noget af det, vi vil have undersøgt ordentligt nu."
Økonomiudvalget holder møde tirsdag 3. maj, og kommunalbestyrelsen ugen efter, den 10. maj. Helge Bo Jensen (Enh.) har bedt om, at sagen drøftes i kommunalbestyrelsen.