Fortsæt til indhold

Molboagtigt system bliver endelig ændret

Samfund
Arkiv

Erhvervschef Torben Busk fra BusinessHorsens glæder sig over, at der bliver ændret på toldregler om stempling af papirer. Reglerne har længe været en torn i øjet på på BusinessHorsens og transportører, som skulle køre en omvej for at få et stempel fra toldvæsenet.
"Indtil nu har det været sådan, at en transport fra for eksempel et toldlager i Horsens til Hamburg først skulle have papirerne stemplet i Århus. En stor omvej, og slet ikke godt for det danske CO2-regnskab. Man fatter næsten ikke, at nogen har kunnet sanktionere et så molboagtigt system," siger Torben Busk i en pressemeddelelse fra BusinessHorsens.
"I mere end 5 år har vi holdt møder med skiftende ministre, og vi har talt, og vi har skrevet. Lige lidt har det hjulpet, men nu er der endelig ændringer på vej. Og det er da positivt."
Reglerne om 'nærmeste toldsted' ændres til 'nærmeste toldsted på ruten'. Det betyder, at en lastbil fra Horsens nu 'kan nøjes' med at holde ind ved toldstedet i Padborg og altså ikke skal køre en stor omvej til Aarhus for at få stemplet papirerne.
"Vi er nu kommet et pænt stykke af vejen, men som jeg tolker de nye regler, er der stadig nogle forhold omkring afstempling af oprindelsescertifikater, som endnu ikke er hensigtsmæssige. Her skal fortsat foregå en fysisk afstempling på hjemtoldstedet, og for Horsens er det i Aarhus. Jeg er dog på vegne af vores mange lokale transport- og speditionsvirksomheder glad og tilfreds med, at der nu endelig er kommet lidt skred i tingene," siger Torben Busk.