Fortsæt til indhold

Tennis for begyndere

Er du efterlønner eller pensionist og gerne vil lære at spille tennis? Så se da lige her...

Samfund
Arkiv

Tirsdage og fredage i april kan alle efterlønnere og pensionister lære at spille tennis på begynderstadiet - og endda helt gratis. Træningen foregår indendøre i Skovbakken Tennis.
Deltagerne får i alt 16 timers gratis instruktion i ugerne 14, 15, 16 og 17. Holdets træner oplyser, at det er vigtigt, man forsøger at komme hver gang.
Gør man dette, så lærer man til gengæld også at spille tennis, som man ser i fjernsynet - selvfølgelig modereret til ens eget niveau. Desuden får man forbedret sin kondition gennem kredsløbstræning via sjove og lette tennisøvelser.
Alle efterlønnere og pensionister er velkomne - man behøver altså ikke at kende det mindste til tennis eller at være medlem af klubben. Eneste krav er, at man er nysgerrig på tennis-sporten.
Der er plads til cirka 30 personer på holdet. Tilmelding er først til mølle.
Men er det ikke hårdt og svært at lære, tænker du måske så?
“Nej, alle kan lære det, fordi det foregår på små baner med bløde bolde. Alle øvelser tilpasses dit niveau,” lyder det i en mail til redaktionen fra holdets træner Hans Frantzen, som selv er efterlønner.
“Du træner sammen med folk i din egen aldersgruppe, der er begyndere lige som dig. Desuden får du masser af motion, sjov og glæde,” skriver Hans Frantzen videre.
Man kan låne en ketsjer gratis og skal blot medbringe indesko, varmt tøj at bevæge sig i og en vandflaske.