Fortsæt til indhold

Skylder 80 mio. kr. i skat - men nu får kommunen et nyt våben

Gribskov Kommune har et stort millionbeløb til gode i ubetalt skat - men det skal der laves om på

Samfund
Af Jeppe Helkov

ØKONOMI: 80 mio. kr. Så mange penge har Gribskov Kommune til gode i manglende skattebetalinger. For de penge ville man kunne anskaffe 20 nye cykelstier eller drive kommunens største skole i to år. Men nu skal det være slut med det årelange rod i Skat.
En ny aftale mellem regeringen og landets kommuner gør, at kommunerne fremover selv får mulighed for at kradse pengene ind hos de dårlige betalere.
”Det er en rigtig vigtig aftale, og noget, som vi i Gribskov har talt for længe – nemlig at kommunen selv er bedre til at drive gæld ind end Skat. Det kommer alle borgere til gode, at vi nu kan indgå nogle fornuftige betalingsaftaler med de folk, der skylder penge. Det er også respekt for alle dem, der betaler deres skat til tiden, at vi sørger for at få hurtige aftaler med dem, der ikke får betalt,” siger borgmester Kim Valentin (V) i en pressemeddelelse.
I dag kan Gribskov Kommune ikke gøre andet end at sende rykkere til de borgere, der har gæld - og hvis den ikke bliver betalt, kan indkrævningen sendes videre til Skat. Men fremover kan man altså springe et led over, så kommunen selv kan hente pengene.
Regeringens aftale med kommunerne skal nu vedtages i Folketinget til efteråret.