Pinseunderet er underligt vidunderligt
Mennesker kan forbinde sig på forskellige niveauer. Vi kan mødes i let kontakt over en snak om vind og vejr. Vi kan mødes i kamp og konkurrence med hinanden, hvor vi prøver at komme først, være mere end de andre og vide mere end de andre. Vi kan mødes i overdreven bekymring og mistillid til de andre, til verden, til livet og til døden.
Og en gang imellem kan vi komme helt på bølgelængde. Ja det udtryk bruger vi af og til i dag. Når vi er helt på bølgelængde med et andet menneske, forbinder vi os i et rum, hvor vi ser den anden helt, så vi dårligt behøver sige noget, vi mærker hinanden intuitivt, og der er en cirkel af tro, tillid, samhørighed og forståelse mellem sådan to mennesker, der er på den samme bølgelængde.
Helligånden er det, der får os på bølgelængde. For når helligånden fylder rummet omkring os, så kommer vi på den bølgelængde, Jesus udsendte.
Og når vi er tunet ind på den bølgelængde, så kan vi mærke og forstå det, der var i ham. Kærlighed, tro, tilgivelse, mildhed, empati og samhørighed med den anden, det andet og de andre.
Disciplene er samlet for at fejre den jødiske højtid Shavuot og pludselig bliver festen påvirket af "en lyd som af et kraftigt vindstød" og tunger af ild kom til syne og satte sig på hver af dem. De blev fyldt af helligånden.
Guds ånd er med pinseberetningen kommet her ned på jorden. Den er mellem mennesker og inde i det enkelte menneske. Ånden er det bindeled, der gør det muligt for os at forstå hinanden, og forbinde os på et dybere plan, forstå os selv, og forstå hvem Gud er. Derfor kalder Jesus den for en talsmand.
Det kalder man 'pinse-underet'. Og det er vid-underligt og underligt, at det er her i verden. Og tak for det.