Sanne kåret til Danmarks bedste lærer
Sanne Zillo Rokamp fra Rungsted Gymnasium er kåret som årets gymnasielærer for sin engagerede undervisning
Egentlig er hun ikke så meget for opmærksomheden.
Men de seneste dage har Sanne Zillo Rokamp ikke kunnet komme udenom, at hun er noget særligt.
Således blev hun 3. maj af dagbladet Politiken kåret som årets gymnasielærer blandt hundredevis af undervisere. Hele 33 af Sannes elever havde indstillet hende, og deres historier om hendes undervisning var så overbevisende, at Politikens dommerpanel ikke var i tvivl om, at hæderen skulle tilfalde hende.
At hæderen er fortjent, vidner opmærksomheden på Rungsted Gymnasium om, hvor Sanne Zillo Rokamp til daglig underviser i dansk og oldtidskundskab.
Læs også: Gymnasieelever støtter syge børn - vil du hjælpe?
På lærerværelset møder Ugebladet hende omgivet af kolleger, der lige skal sige tillykke, give hende et skulderklap eller spørge hende til råds om, hvordan de selv kan gøre undervisningen endnu sjovere.
Roser fremskridtene
Det er nemlig Sanne Zillo Rokamps evne til at kombinere faglighed med en engageret og til tider anderledes måde at formidle på, der har sikret hende prisen. F.eks. ved at gøre det til et princip at få eleverne op af stolen mindst én gang i undervisningen, at få tekster til at glide lettere ned med “litteraturklap”, omdanne gamle grækere til Facebook-profiler eller selv springe op på et bord for at illustrere en pointe.
“Vi har mange timer sammen med eleverne, og det er hårdt som lærer, fordi du skal være tilstede og nærværende. Så bliver man nødt til at gøre tingene anderledes og afvekslende, så vi kan overleve både som lærere og elever,” siger Sanne Zillo Rokamp.
Målet er at skabe et trygt læringsmiljø i klassen. Det gør Sanne Zillo Rokamp også ved ikke blot at fokusere på de høje karakterer, men fremhæve, når nogen rykker sig i en positiv retning.
“Flere har nævnt i indstillingen, at de føler sig set enkeltvis. At jeg kunne finde på at rose nogen, der havde flyttet sig fra 02 til 4. Det tager jeg også med mig videre - at belønne at folk flytter sig frem for, at de skal have 10 eller 12. Det er der så meget fokus på i dag,” siger Sanne Zillo Rokamp, mens to af hendes kolleger nikker i baggrunden.
Selv fremhæver hun netop kollegerne som en faktor til, at hun selv trives som underviser på 13. år på Rungsted Gymnasium, hvor der ifølge hende altid er plads til at spørge og inspirere hinanden - også om anderledes undervisningsformer.
Læs også: Gymnasium skærper profil med nye tiltag
“Men de stakkels elever, der får mig nu i 1.g, tror måske, at jeg fjoller hele tiden. Det meste af tiden står jeg altså bare helt klassisk foran en tavle ligesom alle andre, selv om den godt nok er elektronisk i dag,” griner hun.
En del af prisen på i alt 75.000 kroner vil Sanne Zillo Rokamp bruge til en kulturel oplevelse ude af huset med eleverne.
Og så håber hun også at kunne komme til Grækenland med familien - helst et historisk sted, hvor hun kan dyrke interessen for oldtidskundskab.