Fortsæt til indhold

Ærgerligt

Beboelse midt i byen er vigtigt, så afviste ungdomsboliger gavner ikke handlen, siger cityforeningsformand

Samfund
Jens Berg Thomsen

Det afviste byggeri med ungdomsboliger på toppen af parkeringshuset Torvet falder ikke i god jord hos Michael Hartoft, der er formand for cityforeningen blandt Hillerøds handlende i midten af byen. Boligerne var udviklet af boligselskabet KAB og skulle bygges oven på parkeringshuset Torvet bag Helsingørsgade. Politikerne afviste boligbyggeriet, blandt andet fordi et flertal mente, at byggeriet var for højt.
"Som formand for Cityforeningen, må jeg sige, at det ærgrer mig meget. En af de vitale punkter vi har drøftet, bla. med politikerne, er, at det vil gavne livet i bymidten, såfremt flere mennesker bosatte sig der," skriver Michael Hartoft i en mail til Hillerød Posten oven på artiklen forleden om de afviste ungdomsboliger.

Mere liv

Ifølge Michael Hartoft er det dog vigtigt for livet i byen, at folk bosætter sig netop der.
"Gehl Arkitekterne, som var med til at starte bykerneudviklingsprojektet, gav os mange input til, hvordan vi kan skabe en mere levende bymidte. De talte om vigtigheden af, at der kommer mere beboelse i bymidten. Uden at skulle kommentere på arkitekturen i projektet, så ville ungdomsboliger jo netop skabe det. Vi ved også, at bymidten har svært ved at tiltrække unge mennesker. Dels er der ingen boliger de har råd til og dels ligger alle byens mange uddannelsesinstitutioner uden for bymidten. At kunne få skabt en atmosfære med ungdomsboliger helt ned i bymidten, ville kunne gøre op med, at der kun er boliger for de mere velhavende borgere," lyder det fra Michael Hartoft, der ikke tager stilling til selve byggeriet.
"Som sagt, skal jeg ikke kommentere arkitekturen, for det er ikke min boldgade. Jeg må blot konstatere, at beslutningen ikke gavne handlen i bymidten."
Parkeringshus Torvet er nu sat til salg, men hvad politikerne foretrækker, er ikke en del af den aktindsigt, som Hillerød Posten har fået.

Michael Hartoft så gerne flere boliger i midten af byen.Arkivfoto: Lars Schmidt