Bæredygtige byer giver indspark til Skanderborg
Kan Skanderborg lære noget af, hvordan man tænker bæredygtighed i Sverige, Italien og Spanien?
Det er omdrejningspunktet for et offentligt møde onsdag 11. maj klokken 16.30-18.30 på Ry Højskole, hvor repræsentanter fra Borås Kommune i Sverige, Santorso Kommune i Italien, en NGO i Murcia i Spanien og science centret Navet i Borås i Sverige er med og fortæller om, hvordan man arbejder med bæredygtighed hos dem.
der bliver også tid til diskussioner og debat. Alle er velkomne og der er gratis adgang og ingen tilmelding.
De fire repræsentanter er sammen med Skanderborg Kommune med i et EU-projekt kaldet ESCAR. Ideen er at udveksle erfaringer og ’best practice’ om, hvordan man arbejder med at udbrede bæredygtighed.
Hele uge 19 er repræsentanter fra de fire områder i Skanderborg, hvor de kommer rundt i kommunen og ser, hører og mærker, hvordan der arbejdes med bæredygtighed i Skanderborg kommune.
De skal blandt andet opleve Hertha Levefællesskab, Skovhaven i Ry, skoleskibet i Knudsø, diverse Grønne partnerskaber, Værdicentralen og værdiparken, mobile haver, Vestermølle, butik Nøjsom, Johannesminde gårdbutik og Alken Købmand.