“Jeg har også sandblæst det halve Skagen”
Håndsrækning fra vandkant i Skagen til vandkant i Gjerrild
Købmandsgruppen Gjerrild a.m.b.a. har længe taget tilløb til at få renoveret facaden på butikken. Der har imidlertid været nok at se til med mange andre praktiske ting, men nu er det begyndt at tage fart. Det hjalp gevaldigt, da gruppen tog kontakt til Leif Engen, Sinddal Sandblæsning. Han er bror til Bente Kjær, en af de meget aktive medlemmer af Købmandsgruppen.
Facaden var ryddet
I forvejen havde folk fra byen ryddet facaden for skilte, trærammer, lamper med mere, og da Leif Engen gik i gang med sit professionelle sandblæsningsudstyr inklusiv stillads, skete der ellers noget.
“Jeg har også sandblæst det halve Skagen”, siger han med et grin.
Leif Engen valgte at arbejde gratis den ene af de dage, arbejdet stod på. Mange andre fra byen har tilsvarende givet købmandsbutikken en 'frivillig skalle'.
En glad købmand
Købmandsbutikken i Gjerrild vil fremover møde kunderne med en vandskuret facade.
“Jeg er rigtig glad for opbakningen til forretningen”, siger købmand Bit Christensen.
Hun fortæller, at facaden vil blive vandskuret i en varm, lys farve inden sommer.
Læs også: Gjerrild: Arbejdsomt år for købmandsgruppen
Læs også: Gjerrild: Ny luft til købmandsbutik i Vandkantsdanmark: