Vækstmidler varmer op under turisme
En opgørelse over overnatninger på Djursland viser, at flere og flere pakker kufferterne ud på Jyllands næse
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af overnatninger på Djursland stigende. Det skyldes midler fra Region Midtjylland og EU, der fra 2012 til 2015 har støttet Djursland som feriedestination, skriver Destination Djursland i en pressemeddelelse.
Nordmændene kommer
Set over de fire år, er antallet af overnattende turister steget med 12,3 procent. Markedsføringen har særlig været rettet mod nabolandene Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Det er i særlig høj grad nordmændene, der føler sig draget mod Djursland. Stigningen for norske turister er i perioden 26,5 procent for Djursland mod 9,9 procent for Danmark som helhed.
”Undersøgelser viser at kendskabet til Djursland og særlig til Ebeltoft er højt blandt nordmænd, hvilket er et godt udgangspunkt for at tiltrække flere norske turister til Djursland”, siger Flemming Rasmussen, turismedirektør Destination Djursland.
Faktisk er der pres på overnatningsstederne i sommersæsonen. Der er lidt over 15.000 feriehuse på Djursland, men det er langt fra dem alle, der udlejes. Derfor appellerer Flemming Rasmussen til, at flere vil overveje at udleje deres sommerhus til turisterne.
”Da 77 procent af de norske overnatninger i 2015 var i et feriehus, ser vi meget gerne, at endnu flere feriehusejere udlejer deres hus.“
Vækst gennem oplevelser
Projektmidlerne fra Region Midtjylland og EU er udløst ved at matche et tilsvarende beløb fra Destination Djurslands samarbejdspartnere. For eksempel har man samarbejdet med Visit Denmark om kampagner, der har benyttet husstandsomdeling og onlinetiltag samt pressebesøg af udenlandske journalister og bloggere.
Navnet på projektet er “Vækst gennem oplevelser”, og en del af midlerne har da også været øremærket til udvikling af oplevelser omkring natur- og kystaktiviteter.