Stor bekymring hos Handicaprådet over budgetforslag
Norddjurs Handicapråd har fundet mange forslag til budget 2017, der vækker uro
Der er mange punkter i budgetforslaget til 2017 for Norddjurs Kommune, som vækker bekymring hos Norddjurs Handicapråd.
Mange forslag hos Voksen- og plejeudvalget skydes ned
Når det kommer til voksen- og plejeudvalgets område, er der ikke uventet en meget lang liste over forslag, der vækker modstand hos Handicaprådet.
Det gælder forslaget om at anvende hjemmeplejens nattevagter i botilbud på socialområdet og skære ned på egne nattevagter, forslaget om at fjerne midler til ledsagerordningen for borgere der ikke er omfattet af §97-ordningen, lukke puljen til handicapidræt, lukning af varmtvandsbassin på Hedebo-Centret i Grenaa, lukke ned for planerne om et værested til udsatte borgere, besparelse af klippekortordning til aktiviteter og fjernelse af midler til ferieordning for borgere med handicap.
Reduktion på specialundervisningen
I børne- og ungeudvalgets katalog er det forslagene om reduktion på specialundervisningsområder, halvering af budgettet til Læsecentret , lukning af Familieskolen, lukning af sorggrupper, besparelse på PPR og hjemtagning af ydelser fra IKH (Region Midtjyllands Institut for Kommunikation og Handicap).
I høringssvaret til miljø- og teknikudvalget er det særlig forslagene om at nedlægge bybussen i Grenaa og sætte egenbetalingen for flextur op fra 4 til 7 kroner pr kilometer, der bekymrer.
Nogle af forslagene luges ud
Det skal nævnes, at hvert af de politiske udvalg har afleveret en liste med forslag til, hvor der kan skæres i budgettet. Der er indleveret flere forslag end nødvendigt i forhold til økonomi, og den endelige prioritering vil så blive foretaget senere. Høringssvarene fra de forskellige høringsberettigede i kommunen er en del af budgetprocessen.