Fortsæt til indhold

Minister åbner nye muligheder for Skæring Strand efter besøg

Samfund
Arkiv

Troels Lund Poulsen (V) var mandag morgen på besøg i området omkring Skæring Strand, som i øjeblikket fungerer som et sommerhusområde.

Venstres leder i Aarhus Byråd Bünyamin Simsek, politisk ordfører Gert Bjerregaard (V) og repræsentanter fra Foreningen Skæring Strandby viste ministeren rundt i sommerhusområdet, som henover årene er smeltet sammen med Skæring by.
Regeringens planer om at liberalisere planloven vil åbne mulighederne for at ændre områdets status til byzone. Hvis det sker, vil det kunne lovliggøres at bo i husene på helårsbasis. Ministeren så positivt på problemstillingen.
”Det her område i Skæring ligner jo ikke et sommerhusområde. Jeg håber, at vi inden sommerferien kan samle et bredt flertal i Folketinget, som bakker op om en liberalisering af planloven," sagde Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen under besøget til pressen.

Allerede i 2015 fremlagde Venstre i Aarhus Byråd et forslag til at lovliggøre området til helårsbeboelse, men Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), sparkede bolden til hjørne i henhold til lovgivningen.
Ministerens positive indgangsvinkel åbner hermed op for, at det en dag kan blive muligt at ændre på gældende regler. Det er Venstre i Aarhus byråd meget tilfredse med.
”Jeg er glad for, at ministeren nu har set den problemstilling, som vi står med her i Skæring. Sommerhusområdet er hen over årene smeltet sammen med byen. Derfor vil det være helt naturligt at ændre status for området til byzone. Dermed vil vi også lovliggøre virkeligheden, for der er mange huse herude, der i forvejen bliver brugt som helårsbeboelse”, siger Gert Bjerregaard, Politisk ordfører for Venstre i Aarhus byråd, i en pressemeddelelse.

Venstre appellerer derfor til, at Kristian Würtz følger sagen tæt, og kigger på de nye muligheder som en liberalisering af planloven vil give Skæring Strand og andre lignende områder i Aarhus Kommune.
/KSA