Fortsæt til indhold

Kom tættere på Kjeld Holm

Samfund
Arkiv

Onsdag 4. maj kl. 20.00 viser Biografen Kulturhuset portrætfilmen 'Biskop Emeritus Kjeld Holm om Kjeld Holm'. Både filmens skabere og hovedpersonen vil være til stede og fortælle om filmen.
Portrætfilmen om Kjeld Holm er lavet af kunsterduoen Apperaat. Apperaat består af Tam Vibberstoft og Niels Gade, og de to vil introducere filmen inden visningen. Efter filmen vil Kjeld Holm stille op til debat og spørgsmål fra publikum.
'Biskop Emeritus Kjeld Holm om Kjeld Holm' er et tilbageblik og en fortælling om Kjeld Holms liv indtil nu. Filmen fortæller historien om det eftertænksomme enebarn i den lille mejeribestyrerfamilie i Diernæs i Sønderjylland, over den glade studentertid i Aarhus, til at bestride et af de fornemmeste kirkelige embeder i Danmark.
Kjeld Holm fortæller i filmen blandt andet om venskaberne med Sløk og Tage Skou-Hansen. Og om kærligheden til fodbold i almindelig og til AGF i særdeleshed. Filmen er rundhåndet krydret med anskuelser, betragtninger, citater og ikke mindst anekdoter fra et spændende liv blandt familien, venner og fjender, kendte og ukendte, høj som lav.
Kjeld Holm var biskop i Aarhus Stift fra 1994 til 2015. Før han blev biskop var han i 20 år sognepræst ved Ellevang Kirke i Vejlby.
Billetter til arrangementet koster 65 kroner og kan købes på Kulturhusets hjemmeside eller i Biografen.