5-6 meter høje skulpturer Bag Kroen
Skulpturer i træ, sten og jern på pladsen Bag Kroen i Ørsted
Det grønne område Bag Kroen i Ørsted er centrum for mange aktiviteter. Der er legeplads, multibane, udendørs fitnessbane, madpakkehus og frugttræer. Alt sammen gennemført ved frivillig arbejdskraft. Nu får den også seks-syv høje skulpturer i den ende, der støder op til Toldbodgade. Projektet har netop fået grønt lys af Norddjurs Kommune, der ejer arealet.
Fem-seks meter høje
Ivan Hammer Sørensen er med i initiativgruppen. Han fortæller, at der skal søges byggetilladelse, idet nogle af skulpturerne bliver fem-seks meter høje.
“Skulpturerne må utrolig gerne have en lokalhistorisk baggrund”, tilføjer han.
Én af dem bliver for eksempel en plov, der refererer til Ørsted-ploven. Den blev fra omkring år 1900 udviklet af en lokal smed og videreudviklet af dennes efterkommere. Prototypen kan i øvrigt ses i landsbyen Vestrup på den anden side af Randers Fjord.
Tre kunstneriske konsulenter har medvirket i planlægningen, og lokale håndværkere laver skulpturerne som frivilligt arbejde. En borger har allerede meldt sig til at stå for den første skulptur i samarbejde med en virksomhed i byen.
Målet er, at parken skal indvies til efteråret.