Fortsæt til indhold

Anerkendt teolog bliver ulønnet hjælpepræst

Lektor Kjeld Slot Nielsen til Gl. Rye, hvor hustruen er sognepræst

Samfund
Arkiv

Gl. Rye sogn får en præst mere.
Det sker, når lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Kjeld Slot Nielsen, tiltræder som ulønnet hjælpepræst.
Kjeld Slot Nielsen underviser nuværende og kommende præster i homiletik, det vil sige i at arbejde med prædikener. Men Kjeld Slot Nielsen vil gerne afprøve teorien i praksis, og derfor har han ønsket selv at prædike et par gange om året.
Kjeld Slot Nielsen er således blevet ansat af Kirkeministeriet som ulønnet hjælpepræst ved Gl. Rye sogn, hvilket også er sket efter aftale med menighedsrådet i Gl. Rye.

Prædiker med kant

Den kommende hjælpepræst er kendt som en teolog, der prædiker med kant og med bud til moderne mennesker, oplyser sognet i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Han er, udover at være lektor, ph.d. på en afhandling om teologen K. E. Løgstrup og har gennem 15 år virket som præst i forskellige embeder i folkekirken, senest i Tilst sogn.
Den nye hjælpepræst er tillige gift med sognepræsten i Gl. Rye, Iben Johanne Thomsen, og far til parrets tre børn.
Det bliver også Iben Johanne Thomsen, der foretager indsættelsen af Kjeld Slot Nielsen, som foregår ved gudstjenesten 22. maj klokken 13.
Efter gudstjenesten indbyder menighedsrådet til sammenkomst i Skt. Sørens hus, hvor tidligere biskop i Aarhus, Kjeld Holm, holder foredrag om erindring, og hvor der bliver lejlighed til at hilse på den nye hjælpepræst.
e.r