Organisation vil have udsatte unge i studiet
Kreativt talerør for maginaliserede unge kommer til Aarhus
Et mobilt lydstudie, som hedder Container Lab, vil fra 9. maj til 20. maj være installeret på Godsbanen i Aarhus. Formålet er at give kreativ taletid gennem musik til hjemløse unge i Aarhus Kommune. Tiltaget sker i et samarbejde mellem den internationale NGO Turning Tables og teleselskabet 3, der netop nu er i gang med en danmarksturne, hvor maginaliserede unge giver sin stemme igennem musik, som vil blive præsenteret til Folkemødet på Bornholm og Roskilde Festival. På både Folkemødet og Roskilde Festival vil Container Lab'et danne omdrejningspunkt for musik og debatter, hvor nogle af de unge selv samt de medvirkende gæstekunstnere vil deltage
”De grupper, vi besøger, er forskellige, men de har det til fælles, at de sjældent bliver hørt og typisk oplever at være koblet af ”samfundet” og stå udenfor og kigge ind. Vi satser på, at vi med projektet kan være med til at ændre fremtidsudsigterne og håbet for mange af deltagerne,” siger projektleder i Turning Tables Danmark, Åsmund Boye Kverneland.
Turning Tables har tilknyttet Phase 5 og Al Agami som faste instruktører til arrangementet i Aarhus, mens en række prominente navne som EaggerStunn, Ham Den Lange og Bjørn Svin kommer på besøg for at inspirere og samarbejde med de unge. /JK