En trædesten videre i livet
Byens nye ungeherberg hjælper beboerne videre i tilværelsen med vejledning, omsorg og inddragelse
100 dage, minus et par stykker, har forsorgstilbuddet i Malmøgade 7 i det nordlige Aarhus været i drift, og Lokalavisen var med rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), forbi til en snak om stedet.
Her bor 15 unge, tidligere hjemløse i små, etværelses lejligheder med et tilknyttet fælleshus med døgnbemanding.
“Vores vejledende målsætning er, at folk skal komme videre efter 120 dage, men det er så individuelt, hvordan folk har det, når de kommer til os,” fortæller Christen Bisgaard, der er leder af stedet, mens vi får morgenkaffe med et par af beboerne.
De første 100 dage er forløbet rigtig godt og uden de store gnidninger.
“I forhold til alle de andre forsorgshjem, jeg har boet på, er det her klart det bedste. Og jeg har boet på dem alle her i Jylland og på Fyn,” siger Rasmus, der er en af stedets unge beboere.
“Ja, jeg er helt enig, og jeg også har været rigtig mange steder,” tilføjer Pernille, som er en anden beboer.
Ejerskab og omsorg
Alle de unge, som overhovedet kan, skriver selv i deres sagsakter. Personalet sidder naturligvis med, men det er den unge selv, der skriver. Det har haft mange positive effekter, blandt andet at de unge tager meget mere ejerskab over deres situation.
Samtidigt er der brugt megen energi på, at der altid er en på arbejde, som kender beboernes situation indgående.
“Det er virkelig en hjertelig målgruppe, og der er en rigtig god stemning her,” siger Mia Bækskov, der er socialrådgiver og koordinator på stedet.
Det er noget, som glæder rådmanden.
“En af mine hovedbegrundelser for at åbne heroppe var, at de unge skulle skånes for de lidt hårde miljøer, som findes på nogle af de andre forsorgshjem. Hvor de unge lærer af de ældres unoder,” siger Thomas Medom.
Et trin videre i tilværelsen
Det er meget forskelligt, hvordan de unge beboere får dagen til at gå, men der er typisk en indkøringsfase, når de kommer til stedet.
“Den første lange tid går med indslusning. Mange kommer fra gaden og skal nu bo med 14 andre, de ikke kender. Der er rigtig meget, som skal falde på plads, og det kan være meget angstprovokerende for dem. Efterhånden begynder vi så småt at få kontakt med rusmiddelbehandling, arbejdsmarkedet og erhvervslivet i forhold til de, som er matchet til det,” forklarer Mia Bækskov.
“Vi har også tænkt meget over, at vi ikke skal kunne tilbyde det hele her i huset, for det er vigtigt, at de unge kommer ud i virkeligheden. Vi skal være den trædesten de unge kan bruge, når de sætter retning mod en bedre tilværelse,” supplerer Christen Bisgaard.
Nu kommer en anden beboer, Daniel, ind i lokalet i et vældigt humør.
Adspurgt om, hvad han bruger dagen på, falder svaret promte:
“Jeg hvidvasker i hvert fald ikke penge! Hah! Jeg har brugt de seneste par dage på at gøre rent og rydde op. Jeg er ved at løfte mig selv op, og jeg kan nærmest ikke kende mig selv. Jeg har boet her i halvanden måned, og jeg synes sgu, det er et dejligt og velfungerende sted. Her er styr på det.“
Mødet på ungeherberget er ved at være slut, og det lader til, at rådmanden er imponeret over stedet.
Han så gerne, at der kom mere hjælp til de udsatte unge.
“Vi har åbnet for gratis psykologhjælp til de unge og herberget her i Malmøgade, og der er pres på begge steder. Vi vil til næste budgetforhandling se på, at vi skal have mere bostøtte, ekstraværn og forebyggelse til de sårbare unge. Det er tre år siden, vi har kigget på budgetterne, selvom behovet er blevet meget større,” siger Thomas Medom.
En udmelding, som vækker glæde rundt om bordet.