Mols-linien overtager færgetrafikken til Bornholm
Transport- og Bygningsministeriet har netop tildelt færgebetjeningen af de bornholmske ruter Rønne-Køge og Rønne-Ystad til Mols-Linien
Det bliver det jyske rederi Mols-Linien, som fra den 1. september 2018 til den 31. august 2028 skal besejle ruterne fra solskinsøen i Østersøen. Det har Transport- og Bygningsministeriet netop offentliggjort, og det er en god nyhed for både turister og erhvervsliv, hvis man spørger Søren Jespersen, der er administrerende direktør i Mols-Linien.
”Det bliver markant billigere at sejle til Bornholm, og det er et stærkt fundament for at skabe øget trafik, tiltrække flere besøgende og styrke den bornholmske økonomi både inden for turisme og det øvrige erhvervsliv. Vi har præsenteret en prissætning, der vil binde Bornholm endnu tættere sammen med Danmark. Det vil ikke alene åbne nye perspektiver for erhvervsudviklingen på øen, men også øge muligheden for at pendle og dermed gøre det mere attraktivt at bosætte sig på Bornholm,” siger han.
"Vi ser frem til at lade vores ekspertise inden for hurtigfærgedrift komme bornholmerne til gode og skabe en effektiv færgedrift til glæde for bornholmerne, erhvervslivet og de mange gæster, som hvert år besøger øen,” siger Søren Jespersen.
På ruten Rønne–Ystad indsættes to hurtigfærger, der ligesom på rederiets ruter på Kattegat er kendetegnet ved stor regularitet, god komfort samt servicekoncepter af høj kvalitet om bord. Mols-Linien planlægger endvidere at indsætte en nybygget, specialdesignet færge til transport af gods og passagerer på ruten Rønne–Køge.