Fortsæt til indhold

Fængselsmuseet i Horsens får europæisk pris

Samfund
Arkiv

Fængselsmuseet i Horsens har sammen med Kvorning design & kommunikation og Av-huset vundet en pris ved den internationale InAVation Award 2016 i Holland. Museet og samarbejdsparterne får prisen for deres formidling af 10 tidligere indsatte og ansattes historie i det tidligere statsfængsel. Udstillingen benytter sig af RFID-teknologi, animation, lys, lyd og mere analoge virkemidler.
Det er ikke første gang, Museumsfængslet modtager hæder og priser. Sidste år fik man Oplevelsesprisen 2015 i kategorien Kultur. Det danske fængselsmuseum er desuden på CNN's top 10 over verdens fængselsmuseer, og besøgende vurderer det som nummer seks på TripAdvisor's liste over topattraktioner i Jylland, oplyser Fængslet i en pressemeddelelse.
Statsfængslet i Horsens var det første fængsel i Danmark, der blev bygget efter moderne strafferetslige principper. Fængslet åbnede for de første fanger i 1853 og lukkede i 2006. Fængselsmuseet er en del af Museum Horsens og drives i samarbejde med Fængslet.