Fortsæt til indhold

Dizzy Mizz Lizzy og Mads Langer kommer til Juelsminde

Publikum får musik-ønsker opfyldt til sommerens havnefest i Juelsminde

Samfund
Arkiv

Dizzy Mizz Lizzy og Mads Langer bliver hovednavnene til Juelsminde Havnefest, der finder sted fra den 13. juli til den 17. juli i år.
”Rigtig mange af vores gæster har spurgt på netop Dizzy Mizz Lizzy og Mads Langer, som nu for første gang gæster Juelsminde. Ligeledes har rigtig mange ønsket et gensyn med Danser Med Drenge, der tidligere har spillet helt udsolgte koncerter til havnefesten,” siger PR-ansvarlig Peter Danielsen i en pressemeddelelse fra Juelsminde Havnefest.
Musikprogrammet til havnefesten begynder torsdag den 13. juli med gratis koncert med Henning Stærk. Mads Langer og Danser med Drenge spiller fredag, og lørdag spiller Dizzy Mizz Lizzy og Peter & De Andre Kopier i Det Store Telt. En weekendbillet til teltet koster 600 kroner plus gebyr.
Arrangørerne forventer, at der bliver rift om billetterne, der bliver sat til salg onsdag den 9. marts klokken 10 på juelsmindehavnefest.dk.
“Vi kan derfor kun opfordre alle til at få købt billet i god tid, da vi i de seneste år har afvist mange, som har forsøgt at købe billet ved indgangen,” siger Peter Danielsen fra Juelsminde Havnefest.