1300 NGG’ere i pink mod mobning
Store og små elever dannede en pink kæde, der nåede hele vejen rundt omkring Cirkelhuset i Hørsholm
Den 4. maj var international anti-mobbedag. Og det var noget, der kunne ses på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) i Hørsholm.
Dagen blev nemlig markeret med Pink T-shirt Day. Det betød, at samlige skolens 1300 elever og lærere troppede op i forskellige afskygninger af lyserøde T-shirts eller trøjer.
Dagens højdepunkt blev, da eleverne dannede så lang en kæde, at man kunne nå hele vejen rundt om Cirkelhuset i Hørsholm, hvor NGG hører hjemme. De mange små og store elever kunne uden problemer nå de omkring 500 meter, der er rundt om bygningen.
Canadisk inspiration
Ideen til anti-mobbedagen stammer fra Canada, hvor en elev blev mobbet, fordi han en dag mødte op i en lyserød T-shirt. Episoden ligger ti år tilbage og blev startskuddet til den efterfølgende anti-mobbekampagne, som har spredt sig til mange lande. NGG deltog i år for første gang.
”Vi ved, at mobning er et alvorligt problem også i danske skoler, og vi ønsker med vores Pink T-shirt dag at stå sammen for at forhindre den mobning, vi møder i dagligdagen. Dermed viser vi, at vi tager problemet alvorligt”, siger Michelle Aniere-Bentsen, der er ATK-lærer (adfærd, kontakt og trivsel) på NGG.
Har værktøjer
”Vi har ikke en magisk tryllestav, der kan få mobning til at forsvinde. Men vi har en Task Force af lærere, der finder de rigtige anti-mobningsværktøjer afpasset efter klassetrin og på den måde får involveret eleverne og deres forældre. Målet er selvfølgelig at få en omgangstone og en adfærd, hvor alle børn og unge behandles med respekt. Det gælder både i det daglige samvær i skolen men også på de sociale medier”, siger Michelle Aniere-Bentsen i en pressemeddelelse fra NGG.
-fred
Vi har ikke en magisk tryllestav, der kan få mobning til at forsvinde
Michelle Aniere-Bentsen, trivselslærer på NGG