Fortsæt til indhold

Skælrod – en ægte snylter

Samfund
Af Søren Højager, Danmarks Naturfredningsforening

Rederod, snylterod og skælrod har ikke bare navneendelsen til fælles, men også det for planter meget specielle, at de mangler grønkorn (klorofyl).
Rederod har dog i stærkt begrænset mængde grønkorn, men det er ikke umiddelbart synligt og har ingen praktisk betydning. Sådanne planter har altid stærkt afvigende oftest blege farver, og de er helt afhængige af at kunne snylte på andre vækster med grønkorn.
Ifølge den nye omfattende kortlægning af den danske flora publiceret i pragtværket ”Atlas Flora Danica” vokser alle tre arter nær Aarhus, men ingen af dem er særlig udbredte eller almindelige. Størst chance har man for at finde den lysviolette/rosa skælrod, der blomstrer omkring månedsskiftet april/maj, og især vokser i gamle løvskovsområder med fugtig muldbund ofte i tilknytning til hassel.
Skælrod kan findes flere steder i skovene syd for Aarhus, men en af de mere overskuelige og gode lokaliteter er den netop fredede Lillering Skov ved Harlev vest for Aarhus, hvor skælrod nogle år forekommer ret talrigt i de lavere partier. Da den ofte står i grupper, er den samtidig relativ nem at få øje på. Vær dog opmærksom på, at Lillering Skov er en privat skov, og at færdsel uden for stierne derfor ikke er tilladt. Heldigvis kan skælrod her nemt ses fra de eksisterende stier.