Fortsæt til indhold

“Cykler bør da følge rundkørslen”

Malling-borgeren Ole Krabbe undres over udformningen af byens nyeste rundkørsel

Samfund
Christina S. Johansen

Med flere trafikdræbte og mange ulykker var Oddervej/Bredgade i Malling et af Aarhus' helt farlige kryds. Derfor skød der sidste år en rundkørsel op på stedet.
Det vakte som sådan glæde hos Malling-borgeren Ole Krabbe. Men træerne vokser ikke ind i himmelen for den ivrige cyklist.
Han mener nemlig ikke, at rundkørslen er udformet optimalt for de bløde trafikanter.
“Jeg så jo allerhelst, at cyklisterne kørte med rundt i rundkørslen. Så skal bilerne holde øje med mig, fremfor at jeg som den svage part skal holde øje med bilerne,” siger han.
Rundkørslen er nemlig lavet på den måde, at cyklister, som kommer fra Malling og kører sydpå mod Odder, først skal over Bredgade og dernæst over Oddervej. Begge steder er der helleanlæg på midten.
“Jeg skal altså krydse fire vejbaner, mod at jeg bare kørte med rundt i rundkørslen,” fortsætter Ole Krabbe, som derfor gerne vil have svar på, hvorfor rundkørslen ser ud, som den gør - og her kommer Lokalavisen Aarhus ind i billedet.

Slipper for falsk tryghed

Et opkald til Mads Karason, der er projektleder i Vejanlæg og Bydesign i Aarhus Kommune, giver klarhed over sagerne.
Selvom Ole Krabbe føler sig mere usikker ved at skulle passere Bredgade og Oddervej, så er opfattelsen en anden hos kommunen og COWI, som har analyseret krydset.
Herfra lyder det nemlig, at det giver en bedre trafiksikkerhed, at det er den bløde trafikant, som holder øje.
“Fulgte cykelstien rundkørslen, vil det blive en falsk tryghed for cyklisterne, da der bliver kørt meget stærkt - også alt for stærkt - på Oddervej, og bilisterne overser cyklisterne,” siger Mads Karason, som desuden forklarer, at kommunen ikke ønsker cyklister på Oddervej fra Malling og nordpå - de skal gennem Malling og Beder i stedet.
Ved at udforme rundkørslen, som den ser ud nu, lader man ikke cyklisterne være i tvivl om, hvilken vej de skal køre.
Endelig er fremtidens trafik også tænkt ind i rundkørselens udformning.
“Endnu en årsag, til at der ikke kommer cyklister igennem rundkørslen, er, at den er forberedt til at blive udvidet til to kørespor, når Bering-Beder-vejen bliver besluttet,” lyder det fra Mads Karason.

Fællesrådet: En fin løsning

Hos Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd er man enige i kommunens betragtninger omkring rundkørslen, fortæller formanden, Jørgen Friis Bak.
“Vi har vendt det i fællesrådet, og vi mener, at det er en udemærket løsning, som der er blevet lavet. Det er bedre, at det er lidt mere bøvlet for cyklisterne, mod at de til gengæld bliver mere synlige for bilisterne - og så mange ekstra sekunder tager det jo altså heller ikke,” siger Jørgen Friis Bak.
Enig eller uenig, så ligger én ting i hvert fald fast, oplyser Mads Karason.
Seneste ulykke på stedet skete helt tilbage 4. september 2015. Siden rundkørslen blev indviet i december sidste år, er der ikke sket politi-registrerede uheld.