"Jeg har ikke fået børn, for at andre skal passe dem, mens de er helt små"
Forældre i Horsens kæmper for at få tilskud til selv at passe deres børn
“Jeg har ikke fået børn, for at andre skal passe dem, mens de er helt små.”
Sådan lyder det fra 29-årige Stella Due fra Horsens, der er mor til Johan på 2 år og Astrid på 1 år. Men det kunne lige så godt have været ordene fra en af de 40 andre forældre, der flere gange om ugen mødes i en privat legestue i Vestbyens Beboerhus på Vestergade i Horsens.
Fælles for dem er nemlig, at de har valgt at være hjemmegående, mens børnene er små.
Men det er ikke alle, der har økonomisk mulighed for det. Det vil de hjemmegående forældre gerne gøre noget ved, og de inviterede derfor formanden for kommunens børneudvalg, Lone Ørsted (S), til en formiddag i legestuen for at få en snak om muligheden for at få tilskud til at passe egne børn.
“Absurd ordning”
Forældre til småbørn i Horsens Kommune kan vælge at få tilskud til en privat pasningsordning i stedet for en plads i kommunal daginstitution eller dagpleje.
“Det er fuldstændigt absurd, at forældre i Horsens kan få tilskud, hvis de ansætter en fremmede til at passe deres børn, men intet tilskud, hvis far eller mor selv vil passe børnene,” siger Stella Due.
Forældrene peger på, at man blandt andet i nabokommunerne Vejle og Hedensted kan få tilskud, hvis forældrene selv vil passe deres børn.
“Jeg er så heldig, at min mand er ingeniør og kan forsøge hele familien, mens jeg er hjemme hos de små. For mig er det blevet en principsag. Der bør ikke være forskel på kommunerne på det punkt. Det er der jo ikke i forhold tilskud til daginstitution og dagpleje,” siger Stella Due.
Lone Ørsted lyttede ivrigt til forældrene, mens børnene legede rundt på gulvet.
“Jeg er jo sådan en gammel rødstrømpe, der kæmper for ligestilling, hvor både far og mor tager uddannelse og er på arbejdsmarkedet. Jeg synes, der er nogle fantastiske tilbud i Horsens med både vuggestue og dagpleje. Derfor kan det bekymre mig, når forældre vil være hjemmegående. Den største bekymring er, om børnene bliver stimuleret tilstrækkeligt, både socialt og sprogligt,” siger formanden for Børneudvalget.
Stella Due er uddannet cand. mag. i kultur og kommunikation.
“Begge mine børn skal i børnehave, når de fylder 3 år. Jeg ser det som en investering i mine børn, at jeg kan være hjemme hos dem, mens de er helt små. Det er ikke spild af min uddannelse. Jeg får masser af tid til job og karriere bagefter,” fastslår Stella Due.
Diana Hartz Hagensen fra Horsens er 27 år og er på barsel med barn nummer to.
“Jeg kunne ikke finde på at gå hjemme med børnene, hvis der ikke var mulighed for at mødes i legestuen. Både børn og voksne har brug for at komme ud blandt andre, så det er vi hjemmegående meget opmærksomme på,” siger Diana Hartz Hagensen.