Ønsker at flere vil spise ’mormormad’ i Mårslet
På Lokalcenter Kildevang drømmer de om, at flere fra lokalområdet vil være med i fællesspisning
Klar suppe med kød og melboller, tarteletter, forloren hare, stegt flæsk, budding og andre gammeldags retter.
Er det noget, som får dine tænder til at løbe i vand? Så er arrangementet kaldet 'mormormad' på Lokalcenter Kildevang i Mårslet måske lige noget for dig.
I hvert fald er det de klassiske gamle danske retter, som er på menuen, når fællesspisningen finder sted én onsdag hver måned, men som noget nyt vil der fremover også være mere børnevenlige retter på kortet.
Det sker, fordi de på Lokalcenter Kildevang gerne vil have mange flere fra lokalområdet til at deltage i mormormad-tiltaget.
“Der er så mange, som tænker, at Kildevang kun er for de ældre, men her er så hyggeligt, og alle er velkomne. Det er jo så vigtigt for de ældre, at de har kontakt til de yngre - og de nyder virkelig, når der er børn på besøg her på stedet. Mange ældre har jo slet ingen familie tilbage,” fortæller brugerrådsformanden, Hanne Torp.
“Omvendt har børnene også godt af at være sammen med de ældre, så det er en win win-situation. Og så må det da også være dejligt at have en friaften for madlavningen en gang i mellem,” fortsætter Lene Gade Jørgensen, som er frivillig medhjælper på stedet.
Spis alt hvad du kan
Til 'mormormad' får voksne en varm ret plus dessert for 60 kroner, og børn spiser for 30 kroner - og man må spise alt det, man kan. Dertil kan købes drikkevarer. Maden er økologisk og bliver tilberedt af Lene Hjarsbæk, som er ernæringsassistent og café-ansvarlig.
“Næste fællesspisning er 24. februar, og der skal vi have hamburgerryg med flødekartofler og ovnbagte rodfrugter samt skyrkage til dessert,” fortæller hun.
Man kan finde menyen og datoerne for 'mormormad' i Mårslet-Bladet. Tilmelding skal ske til brugerrådet på telefonnummer 87 13 44 34.