Tjek, om du kan få et billigere realkreditlån
På realtjek.dk kan du hurtigt få svar på, om du kan spare på at skifte eller omlægge dit realkreditlån. Men pas på med at stole blindt på anbefalingen advarer uafhængige eksperter
En ny onlinetjeneste, realtjek.dk, giver boligejere nem adgang til at tjekke, om de har det billigste realkreditlån. Når du indtaster din adresse, forventede salgspris og klikker 'accepter', får du svar på, hvor meget du kan spare ved at omlægge eller flytte dit lån til et andet realkreditinstitut.
Den nye hjemmeside blev til, da direktør Navid Samandari og en kreds af digitale iværksættere selv savnede et klart svar på, om de skulle omlægge eller flytte deres egne boliglån. Nu er realtjek.dk gået online, og 3.950 boligejere har i løbet af de første dage fået vurderet lån for 7 milliarder kr.på hjemmesiden.
Find det billigste boliglån i banken
"Vi følte, at der manglede noget på markedet, så man kunne følge det enkelte lån og se, hvornår det kan betale sig for netop mig," siger Navid Samandari.
Men pas på med at stole blindt på Realtjeks svar, advarer uafhængige eksperter. Brug det i stedet som et første skridt mod et evt. nyt realkreditlån.
Morten Skak, boligøkonomisk forsker på Syddansk Universitet, vurderer, at boligejere, der vil tjekke deres realkreditlån, ikke kan basere deres beslutning fuldt ud på resultatet fra realtjek.dk for en lånevurdering.
"Realtjek er en usikker beregning af, om det kan betale sig at skifte lån. Det er næppe retvisende, men nogle kan uden tvivl spare penge," siger Morten Skak.
Personlig rådgivning
Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen, er enig i, at boligejerne skal tage resultatet fra Realtjek med et gran salt. Han kalder realtjek.dk for et værktøj, som boligejerne kan bruge til at få inspiration til en bedre boligøkonomi. Regnestykket er ikke tilstrækkeligt til en beslutning om omlægning af et realkreditlån eller et skift til et andet realkreditinstitut.
"Det er godt til at give inspiration, men man skal altid huske at få en personlig rådgivning fra et realkreditinstitut eller en uafhængig rådgiver. Det er fint, at nogen laver en sådan tjeneste, men det bør være mere klart, hvordan beregningen og forretningsmodellen fungerer, så der er gennemsigtighed for forbrugeren," siger Morten Bruun Pedersen.
Han efterlyser mere klarhed fra Realtjek om væsentlige låneforhold som løbetid, likviditet og risikoen for renteudsving.
"Ingen får noget gratis, så når ydelsen falder på et lån, betaler man som regel med en større risiko. Realtjeks resultat er ikke særlig præcis forklaret, så man kan forestille sig, at det er for optimistisk," mener Morten Bruun Pedersen.
Realtjek får penge - en henvisningsprovision - fra realkreditinstituttet for hvert nyt lån, der bliver gennemført. I øjeblikket samarbejder Realtjek og formidler tilbud fra de 2 realkreditinstitutter BRF Kredit og Nykredit. Realkredit Danmark og Nordea Kredit deltager på nuværende tidspunkt ikke. Trods fraværet mener Navid Samandari, at Realtjeks resultat er giver et fair billede af boligejernes lånemuligheder.
Omlægning af dit realkreditlån