Fortsæt til indhold

Børnene er super som agenter for miljø

Børnehuset Eskebækparken og Børnehuset Bakketoppen præmieret for indsats med miljø og bæredygtighed.

Samfund
Arkiv

Børnehuset Eskebækparken og børnehaven Bakketoppen har deltaget i et pilotprojekt om udbredelse af bæredygtighed for personale, børnehavebørn og deres forældre.
I nogle uger har de arbejdet med emnet på forskellig måde. Børnene har arbejdet med det i børnehaven, og nogle af dem har også på skift fået opgaver med hjem, så de kan lære deres forældre noget.

Vigtige agenter for miljøet

“Når I bliver store, får I børn, som også får børn. Så der skal være noget tilbage til jeres børnebørn. Det er vigtigt, at vi har sådan nogen som jer miljøagenter, der er med til at sørge for det,” lød det fra Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget ved præmieoverrækkelsen, ifølge en pressemeddelelse til Lokalavisen.
I Børnehuset Eskebækparken er det miljø, der har været på dagsordenen. Det er sket med enkle opfordringer eksempelvis kun at trykke en gang på sæbedispenseren og bruge et stykke papir til at tørre hænderne i.
Budskaberne er vist på sæbedispenseren og papirholderen med tegning af en hånd med et ettal i.
Begge børnehaver har arbejdet med at lave kunst af affald som l biler, uroer og drager.
Børnene har desuden haft fokus på, at skrald i naturen er dårligt for dyr, der kan finde på at spise det.

Børnehuset Bakketoppen fik også en præmie for deltagelse i pilotprojektet, der går ud på at udbrede kendskabet til miljø og bæredygtighed.

De enkle historier

Børnehuset Bakketoppen bruger meget, at børnene fortæller historier, imens personalet tegner til. Og der har været mange historier om skrald i naturen og diverse ulykker af den grund.
Hos Børnehuset Bakketoppen fik børnene på skift en agentkappe med hjem, hvor de så skulle gå på opdagelse. Det blev til fokus på at slukke lyset efter sig, at samle mælkelåg til genbrug, og at spare på vandet.
“Børnene er på nogle punkter klogere, end vi voksne, så der er håb forude,” lød det fra Karen Lindeman, som var med i dommerpanelet.
Dommerpanelet valgte begge børnehaverne som vindere.
Det resulterede i en pokal, et diplom og et gavekort på besøg af en naturvejleder.

Pædagoger: Vi fortsætter

Arbejdet har også gjort indtryk på pædagogerne.
“Vi har fået det godt ind under huden, og vi vil arbejde videre med bæredygtighed, fortæller Bitten Thykjær Bjerregaard, pædagog på Bakketoppen.
Leder af Bakketoppen, Dorte Holst Rafn er enig.
“Vi skal gribe i egen barm. Det er derfor vi er med i dette projekt. Vi skal have tanke for bæredygtighed alle vegne. Det er også vigtigt, at vi voksne og forældrene tager ansvar,” siger hun.
e.r.